Kontakt Online her

Se kurv
Kurv
Kurven er tom
, total: DKK
Heraf fragt & gebyr: DKK
SILVAN Gør-det-selv
Sæsonkatalog: Alt til haven

Juli

Det er nu sneglejagten går ind - Samtidig skal du huske at passe og pleje dine sommerblomster, mens du nyder sommeren i fulde drag

Hængekøjen

Prøv hængekøjen. Nyd de gyngende bevægelser, bladenes raslen og de kvidrende fugle, og betragt de drivende skyer på himlen med en god bog i favnen.

Husk at nyde det hele, nu hvor der også er kommet lidt ro på i resten af haven.

Sneglene tager en timeout

På varme sommerdage kan haven næsten se ud til at være helt fri for snegle, men det er nu, du for alvor skal bekæmpe dem.

De trækker sig tilbage til steder, solen ikke når, og hvor der er lidt fugtigt. Kig under stenene, grav lidt i jorden under de skyggefulde funkiaer. Kast lige et ekstra blik ned under jordbærplanterne; her får de både skygge og maden serveret. Lav selv nogle steder, som sneglene kan trække sig tilbage til.

Vend en krukke om, eller brug nogle gamle teglsten. Strø gerne lidt sneglebekæmpelsesmiddel under dem, eller fang sneglene midt på dagen, når de har gemt sig for solen.

Vanding og gødning

Husk også at vande og gøde de sommerblomster, der står i krukker og potter.

Hvis juli bliver solrig, tørrer jorden i krukkerne/potterne hurtigt ud, og det kan være nødvendigt at fylde vand på dem mere end en gang om dagen. Ved mindre potter er det letteste at sænke dem ned i en spand med vand. Brug gerne opsamlet regnvand, som har fået en behagelig vandtemperatur. Tænk på, at etårige sommerblomster kræver meget næring for at give rigeligt med blomster.

Giv dem et vandopløseligt næringstilskud hver uge. Færdigblomstrende planter, som f.eks. roser, har godt af lidt ekstra næring efter blomstringen for at få ny kraft.

 

Lad orkidéerne få ferie

Nu, hvor aftenerne er milde, og nætterne er lune, har orkidéerne godt af at komme ud og få noget luft.

Hæng dem ud under æbletræet i en potte, så man på bedst mulig måde efterligner deres naturlige vækstplads højt oppe i junglens trætoppe. De har kun godt af at blive overskyllet af varm sommerregn, og opholdet udendørs i sommerens varmeste måneder giver dem normalt en rigere blomstring og en kraftigere tilvækst.

Men husk at hænge dem i skyggen. Bladene kan ikke klare direkte sol. Dette gælder også de fleste andre krukkeplanter, som ferierer udenfor. Den bedste plads er i træets vandrende skygge, hvor sollyset kun kigger glimtvist ind mellem bladene.

Placér dine orkideer i skyggen
Hæng orkidéerne i skyggen


Kilde: Econova Garden og Weibulls-varemærket