|
Tag toget og begræns CO2-udledningen
Hvis du pendler 30 kilometer hver vej i et helt arbejdsår, sparer du klimaet for næsten 2 tons CO2 ved at vælge toget i stedet for en benzindrevet bil. Og alt efter bilmodellen sparer du samtidig store brændstofudgifter.
Kæmpe CO2-reduktion: drop en flytur
Hvis du undlader blot en enkelt flyrejse, opnår du en kolossal reduktion i dit bidrag til CO2-udledningen. En returrejse til Oslo eller Stockholm skaber 200 kilo CO2. En flyferietur til Gran Canaria udleder hele 800 kilo. New York giver 1400 kilo. Og rejser du helt til Sydney og hjem igen, bliver det til ikke mindre end 3500 kilo. Alle tallene er for hver person, der rejser - så når en hel familie er afsted, bliver udledningen kolossal.
Drop bilen til bageren eller børnehaven
De korte bilture er dyre og udleder store mængder CO2. Så tag en frisk spadseretur eller snup cyklen i stedet. Her er et eksempel: Hvis du hver uge undlader to bilture på 3 km til bageren, en enkelt tur til børnehaven på 4 km, tre ture på 3,5 km til det lokale supermarked samt to familiebesøg på 3 km, så sparer du i alt 356 kilo CO2 om året. Og i en typisk bil sparer du benzin for mere end 2000 kroner. |
|
Miljørigtige biler sparer dig for en formue
Vælg en brændstoføkonomisk bil. Den kan spare dig for en formue og klimaet for store mængder CO2. Hvis du for eksempel vælger en af markedets populære dieselbiler med en 1,4 liters motor, ligger brændstofudgiften ved en årlig kørsel på 30.000 kilometer på cirka 11.500 kroner.
Kører du samme strækning med en typisk 2,0 liters benzindrevet bil, skal du af med 24.000 kroner - altså en forskel på godt 12.000 kroner. Oven i bliver den årlige grønne afgift væsentlig lavere. Desuden udleder den brændstoføkonomiske bil 3384 kilo CO2 på 30.000 km mod 5400 kilo CO2 for den store benzinbil. Det er en gigantisk besparelse.
Spar tusindvis af kroner ved samkørsel
Kør flere i samme bil, så sparer I rigtig mange penge. Hvis du for eksempel kører sammen med én anden person 2 x 25 kilometer hver dag i et helt arbejdsår, så sparer du næsten 4000 kroner. Er I fire personer i bilen, ligger besparelsen på næsten 6000 kroner. Dertil kommer, at klimaet skånes for 1,7 ton CO2 pr. ekstra person i bilen ud over føreren. |