Svanemærket
[2009-10-08]

 

Svanemærket

Svanen er det nordiske miljømærke. Det blev etableret af Nordisk Ministerråd i 1989, og Danmark tilsluttede sig i 1997. Svanen anvendes i alle nordiske lande, dvs. Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

En lang række produkter kan mærkes med Svanen. Det gælder dagligvarer som køkkenruller og shampoo. Og det gælder langvarige forbrugsgoder som møbler og computere.

Serviceydelser kan også miljømærkes, fx hoteller og bilvaskehaller. Fødevarer og medicin mærkes ikke med Blomsten eller Svanen.

Miljømærkerne gør det nemt og hurtigt at finde miljøvenlige produkter. Når et produkt er mærket med Svanen, er det en garanti for:

  • At produktet er blandt de mindst miljøbelastende inden for sin kategori
  • At der er taget hensyn til din sundhed
  • At kvaliteten er god

Svanen er en frivillig ordning for producenter. Derfor kan der godt findes produkter, som lever op til miljømærkekravene uden at de bærer mærkerne.

Som forbruger eller indkøber kan det dog være svært at finde ud af, hvilke varer det drejer sig om. Derfor er Svanen den nemme og sikre løsning, hvis du vil købe grønt.

Svanemærkede brændeovne

Vil du have en brændeovn, der opfylder skrappe miljøkrav og tager hensyn til sundhed? Så kan du vælge en brændeovn, der er mærket med det nordiske miljømærke, Svanen.

Den røg, der uundgåeligt kommer fra en brændeovn, indeholder tjæreforbindelser, sodpartikler, flygtige kulbrinter (OGC) og kulilte (CO). Det kan et miljømærke ikke lave om på - men den miljømærkede brændeovn er med til at begrænse udslippet.

Undgå for meget røg

Når du tænder ild i brændeovnen, dannes der partikler og gasser, fx. kulbrinter, som kan være sundhedsskadelige. Ikke mindst i boligområder bliver røgen ofte hængende længere tid nede mellem husene, fordi skorstenene ikke er så høje.

Det giver øget risiko for, at lokalområdet forurenes. Svanemærket stiller krav til, hvor stort udslippet af partikler og kulbrinter må være.


Se også...

 
 
.