Sådan fjerner du mos i græsplænen

Hvorfor er der mos i haven?

Er din græsplæne overtaget af mos? Så er du en af mange, der får besøg af den grønne plante. Men selvom mos kan være rigtig flot i dekorationer, er det ikke særlig godt at have det i egen have. Mos er nemlig en meget kraftfuld plante, der hurtigt breder sig og kvæler græsset. Det kan resultere i, at du til sidst har en mosplæne fremfor en græsplæne. Du kan forvente, at mos kommer, hvis græsset ikke har de rette vækstbetingelser. Mos trives nemlig bedst i en fugtig og næringsfattig jord, og hvor der er meget skygge.

Mos i haven kan altså skyldes:

  • Mangel på gødning
  • Jorden har for lav pH-værdi (for surt)
  • Græsset er klippet for lavt
  • Mangel på sol
  • Jorden er for fugtig

Hvornår er det bedst at fjerne mos?

Det bedste tidspunkt at fjerne mos, er om foråret omkring marts-april. Det er tidspunktet, hvor mosset er tørt, gulligt og nemmest at arbejde med. Det er også tidspunktet, hvor græsset begynder at vokse og kan hjælpe med at udfylde de tomme pletter. Du kan med fordel smide græsfrø på de bare pletter. På den måde får græsset også en god mulighed for at vokse i vækstperioden. Du kan også fjerne mos lige før vækstperioden i efteråret september-oktober. Derudover bør du fjerne mosset i tørvejr, da det ellers vil klistre sig til græsset.

Hvordan fjerner du mos fra græsplænen?

Mos kan bekæmpes på flere måder. Du får dog mest ud af at undersøge årsagen til, at din græsplæne har mos, inden du går i gang. Helt generelt er en tur med mosfjerneren eller vertikalskæreren en del af løsningen. Det fjerner mosset, men det fjerner ikke årsagen– at græsset ikke har de bedste betingelser. I sådan et tilfælde skal du også hjælpe græsset og jorden, ved at beskære/fælde et par træer eller busker, som skygger for solen. Er jorden for sur (lav pH-værdi), kan du anvende gødning til at forbedre jorden. Vælg en gødning, der både hæmmer væksten på mosset og samtidigt hjælper græsset med at vokse i den kommende vækstperiode. Du kan med fordel også tilføje kalk. Det er dog bedst at få foretaget en jordanalyse. På den måde vil du finde ud af, hvilke næringsstoffer der helt præcist mangler.

Du kan også fjerne mos ved hjælp af en plænelufter/vertikalskærer eller en mosfjerner. En vertikalskærer er en maskine, der med små knive skærer vertikal/lodret ned i jorden. Her får den fat i mos helt nede ved rødderne, og løfter det op. På den måde får græsrødder igen luft. Bruger du en vertikalskærer, skal du føre den over plænen på samme måde, som du gør med en plæneklipper. Det er en fordel at køre lige eller diagonalt. På den måde kan du stort set få alt mos med. Start i et hjørne og kør i lige baner. Har der været meget mos på græsplænen, kan du nok forvente bare pletter. Her kan det være nødvendigt at efterså med græsfrø, så pletterne kan fyldes ud igen. Du kan med fordel give græsplænen gødning samtidigt, så græsplænen bliver flot igen. Du kan også tilføje plænedress i jorden, blandet op med de nye græsfrø.

Hvornår skal du vertikalskære/plænelufte din græsplæne?

Det er en god idé at bruge vertikalskærer og efterså én gang om året. Du kan bruge vertikalskæren første gang i marts – hvis der selvfølgelig ikke er frost eller sne i græsset. Derefter kan du bruge vertikalskæreren igen i maj og til sidst en gang om efteråret. Maskinen er bedst at anvende, når der har været tørvejr og solrigt i 3-5 dage før. Her skulle mosset gerne været tørt, og dermed nemmere for maskinen at skære igennem. Det er også lettere for dig at tage mosset op efterfølgende.

Græsplæne: Sådan anvender du plænedressing

Plænedress er en blanding af kompost og sand, som du kan bruge til at forbedre jorden med. Muldjordet indeholder næring, som giver græsset gode vækstbetingelser. Det er altså en rigtigt god måde at hjælpe græsset med at vokse, efter du har fjernet mosset. Sandet er med til at give en tørrere og mere plan overflade i jorden. Det er med til at stoppe mos fra at vokse og sprede sig på ny. Det er ikke en nødvendighed at anvende plænedress, men det kan være fordelagtigt, hvis din græsplænes placering er ekstra udsat for fugt og skygge. Plænedress eller topdressing, som det også kan hedde, skal ikke forveksles med plænerens. Plænerens er nemlig et produkt, du kan fjerne ukrudt med.