Reolen er bygget udelukkende af genbrugsmaterialer og derfor helt unik. Den kombinerer det rustikke med et moderne look og kan varieres i det uendelige.
Stine og Jørgen fra Herrested manglede et sted i stuen at opbevare minder og havde svært ved at finde reoler, de kunne lide. Derfor besluttede de sig for at løse opgaven selv. Den unikke genbrugsreol er bygget af materialer, som Jørgen har fundet hos lokale kræmmere – den består bl.a. af gamle skuffer, vinkasser og brevbakker.
Kombinationen af forskellige materialer og kasser i forskellige størrelser og dybder giver reolen et helt særligt, rustikt udtryk. Jørgen har desuden malet siderne og bunden på nogle af kasserne i farver, der passer til resten af parrets hjem. Projektet er enkelt at lave selv, og derudover er det hyggeligt at besøge forskellige loppemarkeder og kræmmere og finde de helt rigtige dele til reolen.
Det skal du bruge:
- Gamle skuffer, vinkasser, ostekasser, brevbakker m.m.
- Skruer
- Evt. maling i farver, der passer til dit hjem
- Evt. ophæng
Sådan gør du:
- Gå på jagt efter gamle kommodeskuffer, vinkasser, brevkasser og lignende. De må gerne have noget patina, det bidrager til det rustikke look.
- Vask kasserne ned, så de er rene og evt. klar til maling. Er der rester af gammel maling på nogle af kasserne, kan du også slibe det af med sandpapir.
- Læg kasserne fladt på gulvet for at finde ud af, hvilken formation du ønsker. Brug lidt tid på at afprøve forskellige kombinationer og gå rundt om kasserne for at se dem fra forskellige vinkler.
- Brug skruer til at sætte kasserne sammen på den måde, du ønsker.
- Du kan gøre som Jørgen og male udvalgte kasser i bunden eller på siderne for at give reolen lidt farve. Du kan også lade træet stå råt, hvis du foretrækker det.
- Montér evt. ophæng. Er skufferne og kasserne af god kvalitet, kan dette punkt udelades, og reolen kan skrues direkte op på væggen gennem bunden af skufferne eller kasserne.
God fornøjelse med at bygge din helt egen unikke genbrugsreol.
Vil du se flere af Stine og Jørgens projekter, kan du gøre det på Instagram: @byrobl
Projektet her var en del af SILVANs Gør-Det-Selv-Mesterskaber i 2017.