Den industrielle stil med materialer som metal og patineret træ hitter stort i boligindretningen lige nu. Her ser du en reol lavet i skøn forening af kobberrør og gamle gulvbrædder. Find opskriften længere nede.
Skæve løsninger, kreativitet og genbrug. Det er kodeordene i Camillas gennemgribende husrenovering af en gammel købmandsgård.
En af de løsninger, hun er særligt glad for, er denne reol af kobberrør og gamle gulvbrædder. Den kan rumme meget – blandt andet en pusleplads til husets mindste beboer – og så passer den perfekt ind i målene på badeværelset. For Camilla har nemlig selv tilpasset rørene.
Alle rør er kobberrør, der er presset sammen. Hylderne er gulvbrædder, som Camilla hev op fra badeværelsesgulvet, inden der blev lagt fliser. På den måde er reolen ikke bare helt i tråd med den industrielle stil, der hitter i boligindretningen lige nu, men også endnu et vellykket resultat af genbrug fra købmandsgårdens oprindelige materialer. For Camilla er det særligt vigtigt, at gammelt og nyt går i fin forening gennem hele renoveringsprojektet.
Det skal du bruge:
- Kobberrør 28 mm
- Gamle gulvbrædder eller lign
- Press-maskine
- Evt. metal afstivere
Sådan gør du:
- Du skal bruge kobberrør af 28 mm. Rørene skal være tykke, hvis du lige som Camilla vil bygge en høj og bred reol, for ellers er reolen ikke stærk nok.
- Alle rør er sat sammen med pres-fittings, der kræver en press-maskine.
- Start med at skære rørene i de rette længder. Det er vigtigt, at du er sikker på, hvor røret skal være, før det presses sammen. Det kan nemlig ikke laves om efterfølgende.
- Hylderne i Camillas reol er gamle gulvbrædder, der har fået lidt patina. Hvis du ikke kan finde dem brugt, kan du også vælge nye brædder af den træsort, der passer i din indretning.
- Alle hylder er skåret til, så noten er skåret af på den synlige side. De er ikke skruet fast.
- Den slut er brugt metal afstivere for at give mere stabilitet.
Vil du se flere af Camillas projekter, kan du gøre det på Instagram: @camillabarecamilla
Projektet her var en del af SILVANs Gør-Det-Selv-Mesterskaber i 2017.