Maling er en af de discipliner, som flest gør-det-selv-folk prøver kræfter med. Nok fordi det er så enkelt, og fordi man kan se resultatet med det samme. Her er en række tips, trick og anvisninger, der gør resultatet endnu flottere og giver dig nogle perfekte vægge. Og arbejdsgangen betydeligt nemmere.
Tekst: Karina Demuth Foto: Carsten Seidel, Dyrups, SILVAN m.fl.
De fleste kan finde ud af at svinge en malerkost. Det er bare ikke altid, at resultatet bliver særlig flot. Det er nemlig ikke, fordi det er svært at male en væg. Slet ikke. Men før man går i gang, skal bunden være i orden. Ellers ender man bare med at bruge langt mere tid og flere penge på projektet, end det egentlig er nødvendigt.
Strip og rens
Før du går i gang med malerarbejdet, skal du dække ordentligt af, for uanset hvor forsigtig du er, så kommer det til at klatte, dryppe og svine. Det er lidt en temperamentssag, hvilken type afdækning man foretrækker. Tynd plast er billigt. Men personligt foretrækker jeg enten afdækningspap eller et malertæppe med plast på den ene side. Både pappet og malertæppet kan rulles sammen og bruges igen og igen.
Før du går i gang med selve malerarbejdet, skal bunden være fast, glat og bæredygtig. Malede vægge skal bare vaskes med grundrens og slibes. Nyt, umalet puds og beton børstes fri for snavs og støv, og evt. huller og revner spartles ud, så væggen er fin og plan.
Hvis der er gammelt tapet på væggen, skal det ned, før du kan komme videre. Tjek først, hvad væggen er lavet af. Er det gips, må du fjerne tapetet manuelt, da tapetopløseren ellers kan risikere også at opbløde den pap, der holder gipspladerne sammen. På murværk og træ er en omgang tapetopløser til gengæld det helt rigtige valg.
Rids tapetet lidt op med en spartel, eller rul det ove r med en pigrulle, der hurtigt og effektivt perforerer overfladen, så er det nemmere for opløseren at arbejde. Smør med et godt lag tapetfjerner, evt. ad flere omgange, og lad det sidde og virke. Sidder tapetet ekstra godt fast, kan du klistre et lag tyndt afdækningsplast over tapetopløseren og lade det sidde og virke nogle ekstra timer.
Når tapetopløseren har gjort sit arbejde, skraber du tapetet ned med en spartel. Er der stadig noget, der sidder fast, kan du bruge en tapetstripper (en meget skarp kniv på et skaft). Derefter vasker du væggene ned, først med vand tilsat et skvæt grundrens og bagefter med rent vand. Tør til sidst efter med en tør klud og slib væggen mat med groft sandpapir, så næste lag har noget at hæfte på.
Flot finish med filt
For at forstærke væggen og give en ensartet overflade, kan det være en fordel at beklæde væggen med et tyndt lag væv. Glasvæv og filt findes i mange kvaliteter og med forskellige mønstre og strukturer. Nogle slags glasvæv er forbehandlede med et lag grundmaling, og det gør opgaven lettere at gå til, fordi du derved sparer en arbejdsgang. En anden fordel med forbehandlet glasvæv er, at du ikke – som det ellers er tilfældet – kan få små glassplinter i fingrene, hvis du kører hånden hen over tapetet. Disse glasplinter er ikke ’farlige’, men de kan irritere huden lidt. Derfor er det en god ide at bruge en tynd bomulds- eller gummihandske, hvis du arbejder med den ’rå’ glasvæv.
Helt tynd filt uden mønster giver en utrolig flot, velouragtig finish, men fordi den er så tynd, vil ujævnheder og små buler træde ret tydeligt frem. Er din væg ujævn, er en væv med en grov struktur et bedre valg, da den vil skjule eventuelle uregelmæssigheder.
Uanset om du vælger den ene eller anden slags beklædning, skal et sugende underlag som åbent murværk eller nye gipsvægge grundes med pudsgrunder, så porerne i fladen lukkes før opsætningen. Ellers vil vævklæberen ikke hæfte ordentligt.
Langtidsholdbare overgange og hjørner
Når bunden er i orden – og først da – er det tid til at sætte væv op. Start med at komme et godt lag vævklæber på væggen. Ikke for meget (så buler væggen) og ikke for lidt (så hæfter væven ikke). Brug en malerrulle eller en bred pensel, og kom kun vævlim på et areal, der svarer til max to baner ad gangen.
Sæt så vævet op på væggen, så den side, der er inderst i rullen, kommer ind imod væggen (ofte er indersiden mærket med en blå streg). Brug et lod, når du sætter dem første bane op, så den hænger 100 % lige. Glasvæv stødes sammen, så mønstret følges fra bane til bane. Den helt tynde filt sættes op med et lille overlap på fire centimeter. Derefter skærer du midt ned gennem overlapningen med en hobbykniv, fjerner de to løse strimler og passer enderne sammen som et puslespil. Det er vigtigt, at kniven er ultraskarp, så du kan få et helt tyndt og rent snit, der ikke flosser. Derfor skal du skifte bladet efter tre-fire snit. Tør til sidst overskydende klister af med en fugtig klud.
Lad væven lappe 15 centimeter over i overgangen til loftet og gulvet. Arbejd oppefra og ned i lodrette baner, og brug evt. en kost eller gummispartel til at glatte efter med, så bobler og overskydende klister jævnes flot ud (arbejd fra midten og ud mod siderne). Hvis der kommer klæber på forsiden af væven, fjernes det forsigtigt med en fugtig svamp. Skær til sidst væven af med en skarp kniv ved overgangen til loft og gulv.
Når det gælder hjørnerne, får du det mest langtidsholdbare resultat ved at skære filten op i hjørne-bukket med en hobbykniv og efterfølgende lukke samlingen med akrylfugemasse. På den måde undgår du, at vævet krakelerer, hvis væggene med tiden ’sætter’ sig lidt.
Malingen fuldender værket
Vent med at male, til vævklæberen er helt tør, og lad være med at snyde, formaner Niels Erik Møller, der ved, hvad han taler om. – Ellers risikerer du bare, at filten skrider og krøller. Påfør først et lag gips- og vævgrunder (tykkere end maling og meget nem og hurtig at arbejde med). Så har du en mættet og ensartet overflade.
Vægmalinger findes i flere glansgrader fra mat til halvblank. Jo højere tal, jo mere glans får du – og dermed også en øget slidstyrke. En blank maling vil desuden forstærke lysindfaldet og fremhæve strukturen i væggen eller vævet, hvilket kan være flot. En mat maling derimod vil kamuflere eventuelle ujævnheder.
Hvis du vælger en maling af god kvalitet, og bundfarven er rimelig neutral, er det som regel nok at male to gange. Nogle farver – især gul, rød og grøn – kan imidlertid have en tendens til at skinne igennem, og her kan det være en fordel at ’neutralisere’ bundfarven ved en overmaling med en helt tredje farve. Hvis du fx har en bordeauxrød flade, der skal males hvid, vil det ofte kunne betale sig at male et mellemlag med grå. Derefter vil grundfarven være nem at dække med hvid.
Når du maler, så start i den lyseste ende af rummet og slut i det mest skyggefulde hjørne. Arbejd i lodret retning (på brædder dog altid i træets retning), og tag systematisk et stykke ad gangen.
Det pæneste resultat får du ved at påføre malingen i et fyldigt lag med w-bevægelser på kryds og tværs og afslutte med rulning i samme retning. Kanterne males med pensel, hvorefter penselstrøgene rulles let over med rullen.
