Væg-til-væg-bogreol: Så let er det at bygge din egen

Guide til hjemmelavet væg-til-væg-reol

Det skal du bruge:

  • Krydsfiner i fyr
  • Skruer (både korte og lange)
  • Fine filler (til at dække synlige skruehuller med)
  • Lille Spartel
  • Maling (ca. 2 spande á 2,25 liter)
  • Afdækning
  • Lille tæt rulle + bakke
  • Pensel
  • 12 små vinkelbeslag (8 til midtersektionen og 4 til at skrue reolen ind i væggen med)
  • En stiksav til at skære til med (ved f.eks. fodlister eller stikkontakter)
  • (Trælim og de flade beslag fik vi ikke brug for alligevel)

Sådan gør du:

1. Mål væggen, hvor reolen skal stå, og få pladerne skåret til i Silvans savværk. Det er meget nemmere end at skulle stå med det selv.

2. Det eneste, du skal gøre derefter, er bare at skrue pladerne sammen. Du kan se, hvordan vi har samlet reolen på tegningen herunder. Vi har brugt 9 mm og 18 mm krydsfinerplader, som det også er illustreret på tegningen. Der er ca. 40 cm mellem hylderne, men du kan selvfølgelig vælge den højde, du foretrækker.

3. Vi har i alt lavet 6 små reoler og til sidst sat dem sammen. Sæt toppladerne på til sidst.

4. Midterstykket over døren er skruet ind i reolen til allersidst ved hjælp af 4 vinkelbeslag, der sættes på i hver sin side i top og bund.

Tip: Mal pladerne, inden du samler reolerne. Så er du fri for at male i kringlede kroge. Reolen skal have ca. 3 gange, og det er en rigtig god ide at male med en grunder eller en spærre først, så træets farve ikke trænger op gennem malingen og får reolen til at se gullig ud.