En knagerække, der er lige så lang som væggens bredde, er ikke kun eksklusiv at se på, men også enormt praktisk. Når du selv bestemmer længden, får den en effekt af at være built-in og er med til at skabe en ekstra dimension og funktion til væggen.
Knagerækken får rummet og væggen til at virke længere, og med kontrastfarven på enderne af knagerne giver det et spil til væggen, også når der ikke hænger noget på. Samtidig kommer du aldrig til at mangle ophængsplads til dit tøj, da du på en relativt kort væg som denne kan lave mere end 15 knager – og mange flere, hvis du gør afstanden imellem dem kortere. Så hæng dine smukkeste kjoler eller sjoveste udklædning, og skift ud løbende, så du hele tiden har noget smukt at kigge på.
Tid: 2 timer (+ tørretid for malingen)
Pris: 250 kr. i dette eksempel – 240 cm knagerække med 15 knager
Det skal du bruge
Materialer
- Indfatningsliste i ønsket længde – husk formen på bagsiden, der gør, at skruehovedet ikke stikker ud, når listen skal sættes op på væggen
- Rundstok, længden afhænger af antallet af knager, samt længden du gerne vil have på disse. Ø 22 mm
- Spånskruer, antal svarende til knager samt montering
- Malertape, højde 20 mm
- Spraymaling, der gør overfladen robust og nem at rengøre
- Kontrastfarve – 1 farveprøve er nok. For at skabe sammenhæng i rummet, din knagerække skal hænge i, kan du male et lille møbel, en lampe eller en vase der også står i rummet i samme farve. Det giver ro for øjet
Værktøj
- Sav
- Bor til at bore for skruen, gerne Ø 2 mm
- Gerne en rest vægmaling i hvid, samt pensel

Trin 1
Start med at dele rundstokken op i det antal knager, du gerne vil have.
Skal alle være lige lange? Min knagerække er delvist placeret bag en dør, så de 5 yderste knager skal for mit vedkommende være halvt så lange, så de ikke går på, døren når den åbnes.
Brug gerne en skærekasse, så du får enden på knagerne til at blive helt vinkelrette. Skal dine knager i stedet stå skrå, så tøjet ikke falder så nemt af, kan du også bruge vinkelkassen til at lave dem ens.
Slib enderne, så de står helt skarpt.

Trin 3
Mål op på din indfatningsliste, så du får placeret knagerne helt præcist.
Skal mellemrummet imellem dem være helt ens, eller vil du differentiere afstanden for et mere individuelt og dynamisk udtryk?

Trin 3
Tag et bor Ø2 mm og bor igennem indfatningslisten de steder, hvor du vil placere knagerne.
Husk også at bore huller til montering af knagerækken på væggen. Antallet af monteringshuller afhænger af længden på knagerækken, og som eksempel har jeg lavet 3, da længden på min er 240 cm – dvs 1 i midten og en i hver side, 5 cm fra kanten.

Trin 4
Bor også ned i enden på knagerne, så de ikke flækker, når du skruer dem fast i indfatningslisten.
Slib både ved hullerne i listen og knagerne, så der ikke er noget der flosser når de skal monteres.
Skru herefter knagerne på listen. Husk at vende listen således, at skruehovedet bliver sænket ind i indhakket på listens bagside. Derved kan du montere knagerækken fladt ind mod væggen, uden at skruehovedet buler ud.


Trin 5
Har du en gammel rest vægmaling, kan du nu bruge den til at give knagerækken det første lag.
På denne måde vil vægmalingen fungere som en grunder, så knaster og kernefarven fra fyrretræet ikke går igennem topmalingen.

Trin 6
Når vægmalingen er tør, skal du give knagerækken et lag med spraymaling.
Det gør overfladen robust og nem at tørre af, da den sagtens kan blive fedtet ved berøring, når man hænger sit tøj op.
Spray knagerækken udendørs eller i et rum med rigelig ventilation, samt afdæk omgivelserne grundigt. Flere tynde lag er bedre end et tykt, der kan løbe og give en uens overflade.
Fingertør på 30-50 minutter, og totalt tør på 48 timer.

Trin 7
Jeg synes, det giver knagerækken lidt karakter at få malede ender.

Brug bredden på malertapen til at bestemme højden på den farvede ende, og sæt den rundt om knagen hele
vejen rundt. Giv dem gerne 2 lag, så de er helt dækket med farve. Brug evt. en skarp kniv til hjælp, når du fjerner malertapen igen.

Trin 8
Brug det murbor og de rawlplugs og skruer, der passer til din væg, for montering. Jeg har brugt de samme spånpladeskruer, jeg monterede knagerne med, hvilket giver den fineste detalje med guldkro- skruehoved til den hvide og grå knagerække.
Så hæng dine smukkeste kjoler eller sjoveste udklædning på knagerne, og skift ud løbende, så du hele tiden har noget smukt at kigge på. 🙂
