Nicolai Manco er 38 år og arbejder som handicaphjælper, og hans hustru, Lourdes Manco, er 34 år og socialpædagog. Parret har 4 børn og har sat adskillige huse i stand, og sammen er de et stærkt team, når det gælder indretningen af et hjem.

Hvor gode er I til gør-det-selv?
– Lourdes er især stærk, når det gælder ideer, udtryk og indretning, mens jeg efterhånden er en erfaren og særdeles kvalitetsbevidst gør-det-selv-håndværker, siger Nicolai. De fleste af vores møbler laver vi faktisk selv. Enten fordi vi ikke kan finde et færdigt produkt, der svarer til det, vi gerne vil have. Eller fordi det viser sig at være helt sindssygt dyrt.
Hvad er god stil?
– Vi er ret konsekvente, så uanset hvor vi har indrettet os, har der altid været en tydelig rød tråd. Vi elsker at give den gas med gode materialer, og det kan være alt fra en lækker formstabil fibergipsplade til en tyk planke med en smuk struktur og tegning i årerne. Og så kan vi begge lide en stil, der er nordisk, enkel og ren, men også gerne krydret med noget råt og industrielt til at give lidt kant, fx i form af stål, jern og beton. Vi er også ret vilde med genbrug. Det må gerne være lidt skævt og rustent, og det kan fx være ret fedt at tage nogle udendørs ting og bruge dem inde i den pæne stue.