Parret fra gult hus består af Ida Holm, 25 år og nyuddannet grafisk designer, og Mads Taiki Pedersen, 26 år, som læser cand. merc. på CBS.
– Det er helt klart vores fælles interesse for farver, indretning og design frem for de store håndværksmæssige ambitioner, der har drevet værket i vores indretning af gult hus, fortæller Mads.

Hvor gode er I til gør-det-selv?
– Vores erfaring med gør-det-selv-håndværk var nærmest ikke-eksisterende, da vi gik i gang. I forhold til hvor lidt vi kunne, er det en overraskelse, hvor godt vi rent faktisk er kommet i mål. Det giver selvfølgelig et kæmpe boost til selvtilliden, og faktisk er vi blevet så vilde med at bygge selv, at vi leger med tanken om at gøre det til en del af vores levevej.
Hvad er god stil?
– Vi går meget op i, at der er en sammenhæng. Så er det egentlig ikke så vigtigt, om det drejer sig som den ene eller den anden stil. Selv er vi gået efter et funktionelt og enkelt udtryk. Jeg er selv halvt japaner, og vi er begge meget inspirerede både af japansk og skandinavisk design. De fleste af vores løsninger er utroligt simple, og derfor har det været oplagt at bruge masser af farve til at give rummene personlighed. Vores farvevalg er ret bredt, men med den fællesnævner, at al maling er knækket med enten et skud sort eller rød for at gøre udtrykket mere roligt og afdæmpet.