I mange år har de danske hjem været domineret af hvide vægge og minimalistisk indretning. Så begyndte vi at male enkelte vægge i en anden farve for at give stuen eller værelset lidt liv. Nu har en ny og endnu mere farverig trend gjort sit indtog, og parrene fra denne sæson af Nybyggerne mester den til perfektion.
Vil du følge den nye farvetrend, skal du ikke nøjes med at male væggene. Tone-i-tone-idéen indebærer, at både væggen og interiør har præcis samme farve. Det kan f.eks. være et skrivebord eller en indbygget reol i væggens farve. Er du ikke vant til for meget farve i dit hjem, kan springet til tone-i-tone måske føles stort – i så fald kan du begynde i det små med en enkelt hylde, rammen på et spejl eller lignende. Her i artiklen viser vi dig eksempler fra på tone-i-tone fra Nybyggernes huse i Randers.
Tone-i-tone skaber ro og sammenhæng
Selv om indretning med tone-i-tone kan føles som et modigt valg, er det med til at skabe ro og harmoni i hjemmet. Det kan du udnytte i de rum, hvor der skal være plads til afslapning og fordybelse – f.eks. i soveværelset, som Stine og Kenneth har gjort, og i arbejdsværelset som hos Ida og Mads.

Ida og Mads har malet med Silvanol 10 – G40 – PIL.
Afhængigt af farven, du vælger, kan du gøre indtrykket lyst og let eller mørkere og mere ”hule-agtigt”, som Stine og Kenneth selv beskriver deres smukke soveværelse.

Stine og Kenneth har malet med farven S4040-Y80R.
Luksuriøst og eksklusivt
Ud over at skabe en harmonisk og afbalanceret stemning kan en gennemgående farvepalet også løfte et rum og give det et luksuriøst look. Sif og Mathias har f.eks. valgt at bruge en støvet grøn farve på både vægge, spejle og hylder i deres entré, og det giver et smagfuldt og næsten herskabeligt indtryk, så snart du træder ind i huset.
Du kan nemt stjæle idéen ved ikke kun at male vægge og større møbler, men også give de mindre ting en tur med penslen. Det kræver måske lidt mod at gå helt all-in, men på den måde bliver stilen endnu mere gennemført.

Sif og Mathias har malet med farven Restoration PPG1031-4 fra Dyrup.
Entréen er det første rum, du møder, og derfor kan du bruge rummet til at skabe sammenhæng og med det samme slå tonen an for resten af huset. Her er det gjort med grøn, messing og masser af personlighed.
I gæsteværelset fortsætter stilen med sengen, der er malet i samme farve som væggen. Kombineret med det smukke møbel med overfræsede kanter giver farven rummet helt nyt liv.

Sif og Mathias har malet sengen og væggen med farven S1510-G40Y.
På samme måde har Ida og Mads opgraderet deres badeværelsesmøbel ved at give det samme varme terracotta-farve som væggen på badeværelset.

Ida og Mads har brugt farven S5030-R på badeværelset.