En flot gårdsplads strammer op på både hus og have, og det faste underlag er en stor behagelighed, når man skal op til huset. Her giver en flot ny belægning af herregårdssten, sammen med en hyggelig lille veranda, charme og karakter til et tidligere lidt forblæst nybyggeri.
Tekst: Sidsel Zachariassen – Alle materialer er fra SILVAN
En god gårdsplads er sjældent det første, man tænker på, når drømmen går mod hus og have. Ikke desto mindre er det ofte den, der får det hele til at gå op, fordi den binder de forskellige enheder på matriklen sammen til et harmonisk hele.
Ud over at gårdspladsen danner en smuk ramme om huset og en naturlig overgang mellem ude og inde, så har den også en lang række praktiske funktioner. Det faste underlag betyder, at man kan komme tørskoet op til huset og ikke trækker mudder med ind i stuerne. Samtidig er belægningen ideel til en hyggelig spiseplads, eller en lille krukkehave med sommerblomster og krydderurter.

Før: Selv med det fine lille udhæng virker hovedindgangen lidt ufærdig og forblæst.
Svensk inspiration
Her er en familie – tre år efter opførelsen af deres nye drømmehus – endelig nået til anlæggelsen af en flot 80 m2 stor gårdsplads i enkle og rustikke herregårdssten, der i sine changerende grå nuancer matcher det enkle og moderne træværk utrolig flot. Huset var i forvejen ‘født’ med et fint lille udhæng, men stik mod forventning virkede indgangspartiet stadig en smule uvenligt og forblæst.
Inspireret af de klassiske svenske træhuse besluttede familien sig derfor for at udbygge hovedindgangen med et lille trædæk, og kombinationen af den strukturgivende belægning og den hyggelige lille veranda giver nu en indbydende og stemningsfuld velkomst.

Belægningen danner en flot og strukturgivende ramme omkring det nybyggede hus. Den lille veranda er praktisk til frastilling af sko og støvler, og trædækket er langt mere behageligt at træde ud på end de kolde stenfliser.
Som kontrast til de enkle og rene farver er gårdspladsen og verandaen indrettet med markante sorte og røde træmøbler og med store krukker og plantekar fulde af livgivende grønne planter. Resultatet er, at indgangspartiet i dag har en helt anden charme og anvendelighed, og fordi familien har stået for det hele selv, har budgettet for den store gårdsplads inklusive håndbygget veranda i træ kunnet holdes nede på små 20.000 kr.

Den hvidmalede veranda spiller flot sammen med det øvrige træværk og understreger et fint og poetisk udtryk.

Malede møbler giver liv og karakter til den enkle og stramme belægning.
Herunder kommer to trin-for-trin guides til, hvordan du hhv. laver gårdspladsen og en veranda som set i artiklen her.
Gårdspladsen trin-for-trin
Sådan gør du




Veranda a la klassisk svensk træhus
Sådan gør du



