Hver dag hjælper vi i SILVAN et hav af kunder med praktiske anvisninger og gode gør-det-selv-råd. I denne artikel besvarer indkøbskoordinator inden for have Henriette E. Nielsen nogle af de mest almindelige spørgsmål om græsfrø og gødning.
Foto: The Blue Room, Frederik Sparvath, Carsten Seidel og Visualhunt
Er det nødvendigt at gøde græsplænen?
Svaret er helt enkelt: Ja. Lige så nødvendigt det er, at du får mad for at vokse og udvikle dig, lige så vigtigt er det, at din græsplæne får næring (i form af gødning), så den kan blive ved med at være tæt, flot og uden mos og ukrudt.
Det bedste resultat får du ved at dele gødningen op i mindre portioner, så plænen er velforsynet med næring hele sæsonen igennem, ”lidt, men ofte”. En god gødningsplan kunne se sådan ud:
Tidspunkt | Gødning | Kg pr. 100 m² |
Midt-april | NPK 14-3-15 | 3,0 |
Midt-juni | NPK 14-3-15 | 2,0 |
Start-august | NPK 14-3-15 | 1,5 |
Hvor lav må klippehøjden være?
En klippehøjde på 2,5-3,5 cm er passende. Hvis græsset klippes for lavt, bliver det stresset, og ukrudtet får lettere overtaget. Husk også, at der maks. bør klippes ¹/3 af toppen pr. klipning. Jo oftere du klipper og jo mindre du tager af gangen, jo flottere bliver plænen.
Hvordan gør jeg min gamle plæne tæt og flot igen?
Plænegræsser kan ikke selv sætte frø, når de gror i en græsplæne. Det er kun ukrudt og ukrudtsgræsser, der kan det. Derfor er det nødvendigt at efterså med nye græsfrø en gang imellem. Når du eftersår oven i din gamle græsplæne, får græsset nyt liv, hullerne vokser til, og plænen forstærkes og forskønnes. Efterså plænen med ca. 1½ kg frø pr. 100 m2. Brug græsfrø specielt til eftersåning som f.eks. Turfline Mosfri eller SeedBooster
Hvad er forskellen på de forskellige græsfrø – de ligner jo hinanden?
Det er muligt, at græsfrø ligner hinanden, men der er meget stor forskel på de forskellige arter og sorter. Det er vigtigt, at du vælger de rigtige sorter af græsfrø, ellers risikerer du at få sået fx groft fodergræs, som vokser meget hurtigt. Det giver en grov plæne og sved på panden, fordi du skal klippe græsplæn-en oftere.
Græsfrø til græsplæner kendes ved, at de har et S efter deres sortsnavn – se på den lille grønne etiket i bunden af æsken. Alle græssorterne i Turfline®-blandingerne er S-mærkede. Det giver dig sikkerhed for en gennemprøvet, dokumenteret kvalitet specielt egnet til græsplæner. Desuden vokser sorterne langsommere, så du kan spare 25 procent klipninger.

Selv om græsfrø til forveksling ligner hinanden, er der meget stor forskel på de forskellige arter og sorter. Nogle er fx. gode til at klare sig i skygge, mens andre giver en blød og slidstærk plæne.
Hvordan anlægger jeg en ny græsplæne?
Så i forår og/eller efterår. Start med at gøre jorden klar: Komprimeret jord skal løsnes. Giv så jorden en grundig afrivning, hvor du fjerner sten, rødder osv. Planér omhyggeligt: Køb eller lej en havetromle eller brug en omvendt rive eller træpalle.
Så og gød: Slut af med en let rivning.
Klip med højt skær første gang: Klip kun 1-2 cm af første gang, når græsset er ca. 6-8 cm højt.
Husk, at græsfrø altid skal have både varme og fugt for at kunne spire. Hvis jorden er for kold, eller frøene bliver sået i en periode uden regn, vil frøenes vækstvilkår være stærkt forringet. Dette betyder imidlertid ikke, at frøet er dødt. Tværtimod ligger det i dvale i jorden og vil, så snart forholdene er gunstige (dvs. når der er varme og fugt i jorden), begynde at spire.
Skal jeg vande min græsplæne?
Det er uhyre sjældent, det er nødvendigt at vande græsplænen.
Den kan komme til at se meget tør og brun ud i tørkeperioder, men så snart der kommer en byge, bliver den grøn og frisk igen. Hvis man først begynder at vande plænen, er det vanskeligt at stoppe igen, fordi græsplanterne vænner sig til at kunne finde vand i de øverste jordlag. Undlades vanding, søger rødderne i dybden for at finde vand, og det styrker plænen, så den er bedre rustet til tørre perioder.
Hvis du vil vande plænen, er det vigtigt at vande grundigt med lange mellemrum frem for at sjatvande. Det gør mere skade en gavn. Vand fortrinsvis om aftenen, når fordampningen er lav, eller udnyt en stille byge til at supplere med vandingsvand, så plænen bliver vandet ordentligt igennem.
Hvornår kan jeg så græsfrø?
Hurtig og ensartet spiring er en forudsætning for, at en nysået plæne etablerer sig godt. Derfor er det vigtigt, at spiringsbetingelserne er optimale på det tidspunkt, hvor man sår sine græsfrø.
Spiringsbetingelserne er gode, når jorden er lun, men ikke gloende varm, og fugtigheden er høj. De forhold er til stede forår og efterår. Derfor er det bedst at så græs i april-maj eller august-september.
Som en tommelfingerregel kan man sige, at så snart anemonerne blomstrer, er jorden varm nok til, at du kan så græsfrø. Husk at gøde samtidig med, at du sår. På den måde får græsfrøene lidt at leve af med det samme.
Hvilke græsfrø skal jeg vælge til min plæne, der klippes af en robotklipper?
Er du så heldig at have en robotplæneklipper, skal du anlægge din plæne med Turfline Robotplæne græsfrø. Blandingen er sammensat af græsfrø, som er specielt gode til robotklipperes høje klippefrekvens. Det betyder bl.a., at græsplanterne efterlades med et fint snit og ikke får brune ender.
Skal græsafklippet fjernes?
Når græsplænen klippes regelmæssigt, er der ingen grund til at rive afklippet sammen. Tværtimod. Græsafklippet er fyldt med næringsstoffer, der lige så godt kan føres tilbage til jorden. En græsslåmaskine med bioklipfunktion har en særlig kniv, der findeler afklippet og slynger det tilbage i jorden, hvor det omdannes ekstra hurtigt til muld og ny, naturlig næring for græsplænen.
Hvis græsset derimod er blevet meget langt, er det en god idé at fjerne afklippet, der ellers vil lægge sig i et tykt lag på plænen og blokere for lys og luft til græsplanterne. Her er en god løsning en maskine med opsamler. Hvis du altid fjerner afklippet, skal du dog huske at kompensere for det i din gødningsplan, dvs. gøde en ekstra gang om året.
Giv græsplænen en overhaling med plænedress
Vil du give græsplænen nyt liv, kan du benytte dig af Champost plænedress, der består af harpet muld, finkornet sand og komposteret hestemøg. Mulden er fin og let at fordele over hele græsplænen. Den falder nemt ned mellem græsstråene, og når den blandes med det øverste vækstlag, fremmer den græssets vækstbetingelser.
Med den naturlige og langtidsvirkende gødning optager plænen langsomt næringen, græsplænen bliver ensartet, og du minimerer ukrudt og undgår plantesygdomme.