Hver dag hjælper vi i SILVAN et hav af kunder med praktiske anvisninger og gode gør-det-selv-råd. I denne artikel besvarer indkøbskoordinator i haveafdelingen Mai-Britt Sloth Hansen nogle af de mest almindelige spørgsmål om ukrudt.
Foto: Frederik Sparvath & visualhunt
Hvad er det bedste råd mod ukrudt?
Tricket til at blive fri for ukrudt er at komme det til livs, mens det stadig er småt. Det er meget lettere at fjerne små ukrudtsplanter end store, og så har de unge ukrudtsplanter endnu ikke sat frø, som kan sprede sig.

Mai-Britt Sloth Hansen er indkøbskoordinator i SILVAN og har en stor viden om planter og miljøskånsom ukrudtsbekæmpelse.
Hvilket ukrudtsmiddel skal jeg vælge?
UkrudtsFri fra ECOstyle. Så kort kan det faktisk siges. Og her kommer begrundelsen: Det virker på 3 timer og er baseret på naturlige aktivstoffer, som er hurtigt nedbrudt. Med UkrudtsFri kan du altså meget nemt og hurtigt blive fri for ukrudt mellem fliserne i indkørslen og på terrassen. Du kan også bruge midlet mod ukrudt under hækken og i bedene, vel at mærke uden at hækken eller planterne går ud. UkrudtsFri er nemlig et kontakt-middel og virker kun der, hvor det rammer. Har du problemer med mælkebøtter, tidsler, brændenælder eller måske det forhadte skvalderkål, så sprøjt med UkrudtsFri og bliv hurtigt fri for irriterende ukrudt i din have.
Hvad virker bedst, koncentrat eller klar-til-brug-ukrudtsmiddel?
Begge typer er lige effektive. Det er nemmere med klar-til-brug, fordi du kan gå i gang med det samme. Koncentrat skal blandes op med vand, før du kan bruge det. Overhold altid doseringsanvisningen – ukrudtsmidlet virker ikke bedre eller hurtigere ved at overdosere. Netop for at undgå overdosering anbefaler Miljøministeriet, at du vælger et ukrudtsmiddel, der er klar-til-brug.
Kan jeg bruge salt eller andre husholdningsmidler mod ukrudt i min have?
Salt og husholdningsmidler, som fx eddike, er ikke godt for planter og dyr i haven. Det er desuden ulovligt at bruge salt og husholdningsmidler mod ukrudt. Hvis du vil slippe for ukrudt på den lette måde, så vælg et godkendt ukrudtsmiddel.
Hvordan undgår jeg ukrudt i græsplænen?
En sund græsplæne med et godt rodnet gør det svært for ukrudt at klare sig. Du får en sund plæne ved at tilføre kalk, hvis jorden er sur. Giv græsplænen gødning, så den kan optage de næringsstoffer, den har behov for. Klip græsset ofte, og lad det findelte græs formulde. Kommer der alligevel en mælkebøtte, så kan den nemt fjernes med et mælkebøttejern – inden den sætter frø.
Har du et godt råd mod mælkebøtter og tidsler?
Brug et mælkebøttejern, der får hele roden med op. Pedaljernet er forbløffende nemt og hurtigt at arbejde med, og lugningen kan klares helt uden at skulle bukke sig ned. Bruger du et ukrudtsmiddel så vær opmærksom på placeringen af ukrudtet. Ikke alle midler er velegnede under hæk eller i plænen.
Hvordan klarer jeg ukrudt i bedene?
Start med at håndluge, og kør jorden igennem med et lugejern eller en cirkelhakke. Så når ukrudtet ikke at etablere sig med dybe rødder. Fortvivl ikke, hvis du er kommet lidt bagefter med lugningen i løbet af foråret – nu gælder det bare om at handle, før ukrudtet når at sætte frø.
Hvad er fidusen ved at jorddække?
Det meste ukrudt har ligesom andre planter brug for lys for at kunne vokse. Du kan derfor bekæmpe ukrudt i dine bede ved helt enkelt at dække jorden til med enten bunddækkeplanter, træflis eller halm, så ukrudtet ikke kan få sollys og vokse. Jorddække har desuden den fordel, at det holder på jordens fugtighed, giver en bedre jordstruktur og skaber bedre betingelser for nyttedyr.
Hvordan undgår jeg ukrudt mellem fliserne?
Rens jævnligt fugerne igennem med en fugebørste eller en stiv kost for effektivt at tage livet af små spirende ukrudtsplanter.
Hvorfor kommer ukrudtet igen, efter jeg har brændt det af med min ukrudtsbrænder?
Når du bruger en ukrudtsbrænder, skal du svide planternes blade, så de bøjer sig let. På den måde dør planten og rødderne. Hvis du brænder planten helt ned til roden, kan den have oplagret nok energi til at sende et nyt skud op. Den elektriske ukrudtsfjerner sprænger fibrene i planten ved termisk chok, og du undgår at starte en utilsigtet brand.
Jeg har ukrudt under hækken. Hvad gør jeg?
Du kan enten luge, eller du kan bruge et ukrudtsmiddel. SILVAN har ukrudtsmidler, f.eks UkrudtsFri. som også kan bruges under hække, buske og træer.
Hvordan bekæmper jeg bedst skvalderkål?
Skvalderkål er alle haveejeres mareridt og svært at slippe af med. Et ukrudtsmiddel er en nem og hurtig måde at bekæmpe skvalderkål på. Du kan også løsne jorden med en kultivator og forsigtigt fjerne plante og rod. Vær opmærksom på, at du ikke må hakke rødderne over, da de små rodstumper spirer igen.
Hvis du vil læse mere om hvordan du vedligeholder din græsplæne, så kan du læse mere om det i artiklen her.