Få hjælp her til at vælge den rigtige grilltype.
Engangsgrill til de impulsive aftener
En engangsgrill er fantastisk til de impulsive aftener og den kan nemt tages med på stranden eller i parken og derefter kasseres. Dog ligger risten tæt på varmekilden og der er risiko for, at dit kød ikke bliver færdigt.
Trækulsgrill der ikke koster en bondegård
Hvis du har lyst til at købe en grill, der ikke koster alverden, kan du købe en trækulsgrill. Den har en rist, du kan flytte op og ned, hvilket gør, at du kan grille dit kød i lige præcis den temperatur, der skal til. Sørg for at købe en med nogle gode ben og sæt den ind om vinteren, så den holder længere. Ulempen ved en trækulsgrill er, at du skal vente et stykke tid, før kullene er klar.
Trækulsgrill med låg
Du kan også vælge at anskaffe dig en trækulsgrill med låg. Med sådan en grill kan du bl.a. stege, koge, bage, grille og ryge. Her skal du, ligesom med den almindelige trækulsgrill, vente på, at grillen bliver klar.
Vælg en gasgrill, når du ikke gider vente
Har du ikke lyst til at vente på kul, der bliver klar, kan du købe en gasgrill. Her skal du blot tilslutte en gasflaske, trykke på tænd-knappen og så er grillen klar. En gasgrill fås i mange forskellige størrelser og prisklasser. Med gasgrillen er du hurtigt i gang, men du får ikke smagen af trækul og der er heller ikke nogle flotte, hyggelige flammer, du kan kigge på.
Bålfad til de hyggelige sommeraftener
Et bålfad kan du bruge til mange ting: Du kan lægge risten på og tilberede aftensmaden på den. Derefter kan du tage risten af og lave et bål, som du kan varme dig på og lave snobrød eller skumfiduser over. Derudover skaber bålfadet hygge og god stemning på en varm sommeraften.
Rengøring af rist
Når du skal rengøre risten på dit bålfad eller din trækuls- eller gasgrill, kan du bruge en messingstålbørste, der formindsker rustfremkaldelse, i modsætning til en jernstålbørste. Du kan også lægge risten i en plasticpose natten over sammen med brun sæbe. Du kan også blot smide den på græsplænen og så er den nem at gøre ren dagen efter.