Når du skal lægge fliser på terrassen, i carporten eller rundt om huset, er det vigtigt at gøre det korrekt og grundigt fra starten, så du får et godt resultat, der holder i mange år. Her får du hjælp til, hvordan du bygger de underliggende lag op, afretter og endelig lægger fliserne.
1. Byg lagene op
Et typisk problem ved anlæggelse af fliser er vand, som kan få terrassen til at synke eller endda hæve ved frost. Det er derfor vigtigt at have et fald i belægningen og de underliggende lag, som gerne må ligge på 2,5 cm pr. m. Lægger du fliser op ad en bygning, skal faldet være væk fra denne.
Det kan være en fordel at lave linjeafvanding mod eksempelvis en afløbsrende i stedet for punktafvanding mod en afløbsrist, da det gør det nemmere at lægge lagene korrekt.
På en mindre terrasse eller indkørsel kan du med fordel lade afvandingen være ud over kanten i stedet for i et afløb. Her er det vigtigt, at fliserne lægges højere end græs og blomster, da de bliver højere med tiden.

- Skab overblik med en detaljeret plan
- Mål mængder på stabilgrus, afrettersand, belægning og fugesand
- Grav muldjorden væk, så du er nede ved råjorden
- Udlæg bundsikringsgrus/stabilgrus og vibrér de forskellige lag
- Tag højde for at belægningen skal have et fald på 1 cm pr løbende meter, så regnvandet kan løbe væk
2. Afretning
Afretning er vigtigt for at fjerne ujævnheder og dermed sikre en jævn overflade. Afretning hjælper også med at sikre, at du får en overflade, der hælder korrekt, så vandet kan løbe fra.

- Udlæg afrettersandet
- Afrettersandet rettes af til en hel plan overflade
- Spænd snor

- Læg T-Jern eller afretterrør ud i sandet
- Rørene skal ligge præcis én stens højde under snorene
- Brug en ret skinne til at lave en plan overflade

- Det kan være en fordel ved større projekter at være flere om at trække i ret skinnen, arbejdet lettes betydeligt og man kan rette en større flade af pr træk.
3. Læg fliserne
Når alle lag er lagt og vibreret, og du har afrettet din overflade, er du klar til at lægge fliserne. Læg dem fra den ene side til den anden, og spænd gerne snore ud på tværs for at sikre, at du bevarer linjerne.
Den anbefalede afstand mellem fliser/fugebredde er 2-5 mm.

- Læg fliserne og husk at kantsikre, derved undgås udskridning af belægningen.
- Tag stenene fra flere forskellige paller og diagonalt ned i pallen, for at give et naturligt spil i belægningen.
4. Læg fugesand
- Fordel fugesand over den færdige belægning og fyld fugerne med sandet.
- Fej belægningen ren og vibrér. Efterfyld fugerne med fugesand, når der er vibreret. Dette gøres af flere omgange indtil fugen er fast og fyldt.
Nu er du klar til at tage din terrasse, indkørsel eller carport i brug. Det er en god idé at efterfuge efter nogle uger eller måneder, da sandet mellem fliserne komprimeres over tid.
På silvan.dk har vi et stort udvalg af belægningssten og havefliser
