En forhøjet træterrasse med indbyggede rum giver en skøn udsigt over haven og mange forskellige anvendelsesmuligheder.
I 2017 afholdt SILVAN Gør-Det-Selv-Mesterskaberne, og vinderen i kategorien ‘Bedste ide’ blev Ronni Lentz Hansen, der har bygget en lækker multifunktionel terrasse.
En vigtig pointe ved designet er, at terrassen er hævet ca. 50 cm over jorden. Det giver en flot rumskabende effekt, en dejlig udsigt over haven og masser af praktisk opbevaringsplads. Opgaven er nemmest at gå til, hvis du vælger nogle mål, der passer med bredden på terrassebrædderne (+ 5 mm luft), så højden på et trin eller en kasse svarer til fx 3 eller 4 brædder. På den måde vil mange løsninger give sig selv, og du sparer en masse tilpasnings- og savearbejde.

Materialer:
- Stabilgrus
- Trykimprægnerede terrassebrædder
- Bærende stolper
- Fliser til understøtning
- Strøer (50 x 100 mm)
- Vinkelbeslag og skruer
- Hængsler og håndtag til afdækkede rum
- Træbehandling.
Værktøj:
- Pladevibrator til stampning af grus
- Kapsav
- Skruemaskine
- Lodstok
- Dyksav
Trin 1
Mærk terrassen af, og grav ud til en plan bund. Udlæg ca. 20 cm stabilgrus, og stamp med pladevibrator (lejes). Udlæg betonfliser som understøtning af bærende stolper.
Trin 2
Byg en ramme af stolper, og stabiliser med strøer inde i rammen for hver 60 cm. Saml med vinkelbeslag. Rejs rammen op på fire hjørnestolper, og understøt med flere søjler/fliser. Læg murpap mellem træ og sten.
Trin 3
Placer rummene, og byg dem op som indbyggede kasser enten som ‘skjulte’ rum i plan med terrassen eller som hævede rum, der går fra jordhøjde og fx 40 cm over plan, så de kan bruges som siddemøbler. Placer først de lodrette stolper, og beklæd så med terrassebrædder.
Trin 4
Læg brædderne til terrassedækket med mindst 5 mm luft imellem, og så de er en anelse for lange. Ret tilsidst kanten af med en dyksav.
Trin 5
Lav låger til de kasser, der skal lukkes af. Byg en bred trappe. Dæk siderne ind med brædder, så du får en pæn afslutning, og man ikke kan se ind under terrassen.
Trin 6
Giv træet en efterbehandling med træbeskyttelse, så holder din træterrasse sig flot i mange år fremover.
Budget: 5-7.000 kr.