Der er godt nyt til dig, der har en gammel brændeovn fra 1994 eller tidligere. Fra 1. februar 2019 genindfører regeringen den såkaldte skrotningsordning for brændeovne.
Det betyder, at du i præmie for din gamle brændeovn har mulighed for at få udbetalt 2.000 kr. skattefrit, som du f.eks. kan bruge til at købe en ny og mere miljøvenlig brændeovn. Ordningen gælder til udgangen af 2020, eller indtil puljen på 46. mio. er opbrugt – det svarer til, at der kan udbetales præmie for 20.000 ovne. Pengene fordeles efter først til mølle, så benyt dig hellere af ordningen i dag end i morgen, hvis du vil være med.
En ny brændeovn tjener sig selv hjem
Skrotningspræmien er ikke den eneste gode grund til at udskifte den gamle brændeovn. Ud over at give dig en mere miljørigtig opvarmning er en ny brændeovn også mere økonomisk i drift og tjener sig selv hjem med tiden. Hvis du vil vide helt præcist, hvornår din nye brændeovn har tjent sig hjem, kan du nemt lave beregningen på Aduros hjemmeside.

Disse krav skal være opfyldt for at få skrotningspræmien
- Brændeovnen eller pejseindsatsen skal være produceret i 1994 eller tidligere.
- Skrotning af brændeovnen eller pejseindsatsen, der søges godtgørelse til, skal være foretaget senest ved ansøgningstidspunktet.
- Brændeovnen eller pejseindsatsen, som der søges om skrotningsgodtgørelse til, skal pr. den 1. december 2018 have været lovligt tilsluttet i ansøgers bolig.
Sådan ansøger du om skrotpræmie
- Udfyld ansøgning på Miljøministeriets hjemmeside, mst.dk
- Kontakt en skorstensfejer for at godkende skrotningsbevis (pris: 215 kr.)
- Efter endt behandling udbetales skrotningspræmien på 2.215 kr. til NemKonto
Har du tanker om at udskifte din gamle brændeovn med en ny model, kan du se SILVANs udvalg af brændeovne her.