Genbrugskøkken i rå New York'er-stil

Sort og hvid maling, et par nye bordplader, nye fliser og en rå murstensvæg gav Lone et flot og råt køkken for ca. 2.000 kr.

Køkkenet i det gamle hus trængte gevaldigt til en opstramning, og da budgettet var stramt, og planen på sigt er at skifte det hele ud til noget nyt, besluttede Lone Mikkelsen fra Frederiksværk sig for en opgradering, der skulle koste så lidt som muligt.
- For at få mere gulvplads og lys ind i rummet, startede jeg med at samle de gamle køkkenelementer på hver sin side af væggen. Jeg er vild med den lidt rå New York'er-stil, og derfor malede jeg køkkenlågerne sorte og udskiftede de gamle greb. Som bordplader valgte jeg to hvide laminatplader, fordi de var billige, giver en flot kontrast til de sorte låger og er nemme at holde.
Den rene hvide farve på lofter, vægge, fliser, bordplade og gulv fanger dagslyset og kaster det tilbage, så der bliver masser af lys i det lille rum, de sorte elementer giver stramhed, og den rå murstensvæg giver rummet karakter og gør det mere hyggeligt.

Materialer: 2 bordplader i hvid laminat. Blanke hvide vægfliser, fliseklæb, flisekryds og fugemasse. Lak. Grunder og sort træmaling. Nye VVS-fittings til vask og armatur. Den hvide emhætte, den sorte vask og det lille vitrineskab er købt brugt i Den Blå Avis.
Værktøj: Stiksav. Hammer, Bore-skruemaskine. Flisegrej (fliseskærer, fugebræt, murerske, svamp, spand og fugepind). Malergrej. VVS-grej.
Pris: Ca. 2.100 kr.

1. En rå murstensvæg giver et flot og råt udtryk. Bank pudsen af med en murhammer, børst væggen ren og vask med vand. Lad sten og fuger tørre helt, og mal væggen over med mat vandbaseret lak, så du lukker den porøse overflade og gør væggen nemmere at holde ren.
2. Slib de gamle låger ned og vask dem med grundrens. Fjern grebene og fyld skruehullerne op og slib, hvis du vil udskifte til nye greb. Mal først med grunder og derefter med en silkemat sort træmaling.
3. Skær bordpladerne til med en stiksav eller få dem skåret i Silvans savværk. Tegn op hvor vasken og armaturet skal være. Skær hullet til vasken ud ved først at bore et hul i pladen, og derefter skære ud med en stiksav. Bor hullet til armaturet med et spadebor. Sæt evt. et stykke malertape på bordpladen, før du borer, så glider boret ikke på den glatte flade. Samme teknik kan du bruge, hvis du skal bore huller til ledninger eller andet.
4. Montér vasken og armaturet, og tilslut vand og afløb (her fik Lone hjælp af en VVS-kyndig ven, men det vil i de fleste tilfælde være nemt og fuldt lovligt selv at stå også for denne del af projektet).
5. Opsæt en væg af blanke hvide fliser. Vask væggen ned og ret op for ujævnheder og skruehuller. Dæk med fliseklæb og sæt fliserne op med flisekryds imellem. Sørg for, at de hele fliser placeres på det mest synlige sted, og de halve/tilskårne fliser samles på et mindre synligt sted. Hvis du skal bore hul til el-udtræk, så sæt malertape på flisen, før du borer. Så undgår du, at boret glider på den glatte flade. Fug efter med fugemasse og slut af med en fleksibel silikonefuge mod bordpladen.
6. Luk overgange mellem gulv, vægge og elementer med fuger og lister, så køkkenet får et flot og færdigt udtryk.

…
…
…