Nem væg-til-væg-reol

En væg-til-væg-reol har en flot rumskabende effekt og giver en god ramme om nips, små udstillinger og bøger.

Det gamle hus er opført i 1800-tallet, og både vægge og gulve er skæve. Derfor er det sjældent, at de nemme standardløsninger kan passes ind på en brugbar måde.
- Jeg har altid drømt om en væg-til-væg-reol. Det ser så flot ud i et rum, og så er en stor reol meget fleksibel, fordi den kan bruges både til nips og udstillinger og til opbevaring af bøger, fortæller Charlotte Thomsen fra Hedensted.
I stuen har vi, udover de skæve mål, også en døråbning midt på væggen. Derfor valgte vi at bygge reolen selv, og det gjorde, at det hele kunne klares for et meget beskedent beløb.

Materialer: MDF-plader, krydsfiner (til boghylder). Skruer. Lister. Fugemasse. Maling.
Værktøj: Rundsav. Håndsav. Vaterpas. Målebånd. Skrue-/boremaskine.
Pris: 1.500 kr.

1. Mål op og tegn reolen. Mal bagvæggen i den ønskede farve.
2. Skær rammen, de lodrette rumdelere og hylderne op, eller få dem skåret til i Silvans savværk. Rammen og de lodrette dele kan bygges i MDF-plader, men krydsfiner er bedre egnet til hylder, der skal kunne bære vægten af tunge bøger.
3. Saml i første omgang reolen, mens den ligger på gulvet. Start med soklen.
4. Byg derefter kassen om hele reolen. Tjek at der er plads til at rejse reolen op efterfølgende, og ellers byg den i to dele, som efterfølgende samles.
5. Placér hylderne, og skru dem i fra siden med 3 skruer i hver hylde.
6. Vip hele reolen på plads.
7. Skru reolen fast i væggen og i loftet, så den står stabilt og godt.
8. Justér evt. med klodser, så den står helt lige. Dæk ind med fodlister og lister langs loft og kanter, og slut af med at fuge hele vejen rundt.
9. Luk alle skruehuller med spartelmasse og slib efter.
10. Mal først med grunder og så 2-3 gange med træmaling.

…