…

Lille Hjælper-lampe

Lille Hjælper-lampen er en lampe inspireret af tegneseriefiguren af samme navn, som i Anders And optræder sammen med George Gearløs. Tegneseriefiguren har en pære som hoved og er derfor oplagt at lave som en lampe.

Dimensionerne på Lille Hjælper skal passe til dit hjem, så overvej, hvor han skal sidde, inden du går i gang. Denne guide er baseret på den Lille Hjælper, vi lavede, som er 20 cm høj.


Det skal du bruge

Materialer:

  • Fyrretræ 2,1 x 8,5 cm: 3 stykker på 20 cm
  • Fyrretræ 0,8 x 2,0 cm: 2 stykker på 6 cm og 2 stykker på 15 cm
  • Fyrretræ 2,0 x 3,0 cm: 2 stykker på 16 cm
  • Fyrretræ 3,0 x 1,8 cm: 2 stykker på 10 cm
  • Trælim
  • E27-fatning
  • Pære – efter eget valg
  • Lampeledning
  • Han-stik
  • Afbryder (så man kan tænde og slukke for lampen)
  • 120 korn sandpapir til slibemaskine
  • 5 mm gevindstang
  • 5 mm fløjmøtrikker
  • Listesøm

Værktøj:

  • Sav - du kan bruge en hvilken som helst sav, dog er det hurtigst med en geringssav
  • Skævbider
  • Skruetrækker
  • Skruemaskine – 32 mm bor og 10 mm bor
  • 2 skruetvinger
  • Centre maskine (slibemaskine)
  • Stemmejern
  • 5 mm bor
  • Vinkelsliber eller nedstryger
…

Trin 1

Sav alle stykkerne i den længde, som står i materialelisten.

Trin 2

Lim de 3 stykker på 20 cm sammen med trælim. Brug skruetvingerne til at holde alle tre stykker sammen. Denne del bliver til selve kroppen af lampen. Den skal tørre i 30 minutter.

Trin 3

Slib de resterende træstykker, så de bliver runde i kanterne.

Trin 4

Benene består af tre små stykker: lårben, skinneben og fod. De forskellige dele til benet bliver samlet med gevindstang og fløjmøtrik. Gevindstangen bliver skåret til i den rigtige længde med vinkelsliber eller nedstryger.

Hvis du gerne vil lave en flot overgang mellem de tre stykker, som benet består af, kan du i leddene sætte træstykkerne ind i hinanden (se billede/tegning). Den nemmeste måde at slibe træet til er ved at bruge en lille sav og et stemmejern.

…

Trin 5

Når kroppen har tørret i 30 minutter, kan du arbejde videre på den. Nu skal den slibes, så den får en glat og flot overflade.

Trin 6

Efterfølgende skal der bores ud til ledninger og fatning i kroppen. Med et 10 mm bor borer du igennem hele midten af kroppen, så du kan få en ledning igennem.

Trin 7

I toppen af kroppen skal der bores 5 cm ned med 32 mm bor, så det passer til fatningen.

Trin 8

Ledning og fatning samles. Fatningen sættes i hullet og ledningen trækkes igennem. Efterfølgende monteres afbryderen på ledningen samt endnu et stykke ledning med et han-stik på, så man nu har strøm til fatningen.

Trin 9

Fatningen sættes fast med montage lim, for at være helt sikker på at den sidder hvor den skal.

Trin 10

Armene skal monteres på kroppen. Bor et 5 mm hul hele vejen på tværs af kroppen og monter armene med gevindjern og fløjmøtrikker. Vores arme sidder 7 cm fra toppen og 4 cm fra kroppens front.

…

Trin 11

Benene monteres på kroppen med trælim og små listesøm. Montér benene i den ønskede position.

God fornøjelse med at bygge din egen Lille Hjælper!

Maria & Kristian

…
…