Spisebord af beton

Ideen bag spisebordet er at lave et billigt, rustikt og maskulint bord. Bordet har vi valgt at støbe i beton for at prøve at arbejde i et alternativt materiale. Det er relativt nemt at arbejde med beton, hvis man forbereder sig ordentligt og har tænkt alle processer igennem, før arbejdet påbegyndes. Med en smule tålmodighed og omhyggelighed får man et super flot og rustikt resultat.


Det skal du bruge

Materialer:

  • 5 x 25 kg stolpebeton
  • Armeringsjern (minimum samme størrelse, som du ønsker bordet)
  • 2 x 5 cm fyrretræslægte til montage af ben, vi brugte 2 stk. á ca. 150 cm.
  • Ben (de kan købes flere steder på nettet)
  • Melaminplade eller støbekrydsfiner (det er bundpladen i støbeformen)
  • Skruer 4 x 50 mm
  • Silikone (gerne klar)
  • Møbellak
  • Bivoks


Værktøj:

  • Murerspand
  • Murerske
  • Skovl
  • Skruemaskine
  • Hammer

Trin 1

Først skal støbeformen laves. Vores bord er 75 cm bredt, 150 cm langt og 5 cm tykt.  Dette bord vejer omkring 120 kg, da bordet er massivt. Vægten kan reduceres ved at lave bordet hult ved at indstøbe flamingo.

Trin 2

Sørg for, at siderne på formen sidder vinkelret på bundpladen, og at de er skruet godt fast. På billedet ovenover ses støbeformen.

Trin 3

Når siderne i formen er skruet sammen, skal hjørnerne lukkes med silikone. Alle kanterne skal have silikone. Brug energi på at lægge fugen flot, da den ses tydeligt i det færdige resultat. Hvis fugen, du lægger, er bredere og rundere, får du også en mere afrundet kant på bordpladen.

Trin 4

Nu skal formen smøres på samme måde, som når du bager kage. Du skal smøre formen med almindelig madolie for at sikre, at betonen slipper nemmere til sidst.

Trin 5

Det er vigtigt, at formen sættes i vater for at få en ensartet bordplade, som er lige tyk hele vejen rundt.

Trin 6

Bland stolpebetonen efter anvisningerne. Den skal hellere være lidt for flydende end for fast. Dette gøres i en murerspand med skovlen.

Trin 7

Betonen fyldes i formen. Start med at fylde formen op med 2 cm beton.

Trin 8

Tilskær armeringsjernet, så det kan komme ned i formen. Læg det oven på betonen og pres det let ned i det 2 cm tykke lag beton.

Trin 9

Fortsæt med at fylde formen op med beton.

Trin 10

For at kunne sætte benene på til sidst skal du lægge trælægter ned i betonen der, hvor benene skal skrues fast. Inden du lægger træet ned i betonen, skal du give det møbellak. Ellers risikere du, at træet tager imod fugt fra betonen.

Trin 11

På billedet ses 3 skillerumslægter, som er skruet på formen. Dette er gjort for at holde træskelettet nede i betonen, så det ikke flyder ovenpå.

Trin 12

Der er mange luftbobler i beton. Disse ligger i bunden af formen, altså på bordpladens overflade. Derfor er det vigtigt, at du får de største bobler ud af formen. Dette gøres ved at slå med en hammer på bundpladen, da luftboblerne så vil søge til overfladen og til sidste sprænges. Brug en hammer og slå over det hele på bundpladen. Det er vigtigt, at denne proces gentages flere gange. Vi bankede en time og fik mange bobler væk, men ikke dem alle.

Trin 13

Lad bordet tørre. Vores bord stod i 2 døgn, men skulle det have været helt tørt, inden vi arbejdede videre, havde det været optimalt med en tørretid på 4 døgn.

Trin 14

Når bordpladen er tør, begynder du at skille formen ad.

Trin 15

Når siderne er taget af formen, kan du med fordel montere benene. Så har du har noget at holde fast i, når bordpladen skal vendes rundt.

Trin 16

Når benene er monteret, kan du vende bordet rundt. Hvis oversiden af formen ikke slipper af sig selv, kan du med en spartel forsøge at løfte formen af.  

Trin 17

For at sikre, at bordet er modstandsdygtigt, skal det have en overfladebehandling. Dette kan gøres med bivoks, som poleres ind i overfladen.

Herefter er du klar til at nyde dit nye spisebord. God fornøjelse!

Maria & Kristian