Hedebølge & tørke

Udvalgte produkter

Filter
 Produkter
Liste
Galleri

Hedebølge

Hedebølge og tørke er noget, der påvirker både mennesker, dyr, planter og boliger. Det kan måske være svært at finde ud af, hvordan du kommer bedst igennem en tørkeperiode eller hedebølge. Og også hvad du skal være særligt opmærksom på. Men bare rolig. Vi giver dig her nemlig lidt inspiration og guides til, hvordan både du og dine nærmeste kommer igennem varmen. Og også hvordan du holder liv i haven, når solen er streng og regnen lader vente på sig. Så læs med her, så er du godt klædt på til at gå sommeren i møde - også selvom den bliver varm og tør.

Hvornår er der tale om hedebølge og tørke?

I Danmark har vi meget sjældent hedebølge. Men når det sker, er vi ikke i tvivl. Men hvad skal der egentligt til, før vi har en decideret hedebølge? En hedebølge sker, når dagens højeste temperatur i gennemsnit overstiger 28 grader, tre dage i træk. Det sker som sagt ikke ofte. Men det vi oftere oplever, er en varmebølge. Det sker, når gennemsnitstemperaturen overstiger 25 grader, tre dage i træk. Når temperaturerne når så højt, kan både planter, dyr og mennesker mærke det. Derfor bør du altid passe godt på dig selv og dem omkring dig, hvis der varsles hedebølge. Tørke er helt simpelt, når der over en længere periode er kommet mindre vand, end hvad der er brug for i et specifikt område eller region. Det bliver oftest regnet ud ved brug af tørkeindekset. Tørkeindekset er en form for vandbalancemodel, der holder øje med vandmængden i planternes jordvandmagasin. Med andre ord, holder det øje med planternes vandbalance og indikerer, hvor tørre de øvre jordlag er. Risikoen for tørke bliver så vist på en skala fra 0 til 10. Ved 0 er der ingen risiko, og ved 10 er der høj risiko for tørke i et givent område. Du kan læse mere om tørkeindekset på dmi.dk.

Sådan kommer du sikkert igennem hedebølgen

Som sagt har vi sjældent hedebølge i Danmark. Men når det sker, er det vigtigt at være opmærksom. Der er nemlig flere ting du selv kan gøre for at komme godt og sikkert igennem en hedebølge. Vi giver dig her nogle gode råd til, hvordan du sikrer en solrig og hyggelig sommer, også under en hedebølge.

Tjek vejrudsigten

Det er en rigtig god idé at holde øje med vejrudsigten løbende. Det er her, en hedebølge bliver varslet til at starte med – men det er også her du kan følge med i, om UV-indekset bliver højere end normalt og om der f.eks. bliver udstedt afbrændingsforbud. Du kan følge vejrudsigten på dmi.dk, på deres app DMI Vejr eller på TV2 Vejret. På den måde er du hele tiden oplyst og kan holde øje med vejrets udvikling løbende. Så er du sikker på, at du kan reagere, hvis der skulle komme nye meldinger eller ændringer i vejret.

Husk skygge, solhat og solcreme

Når solen rigtig bager, er det meget vigtigt, at du passer på dig selv og dem omkring dig. Kræftens bekæmpelse og TrygFonden har lavet Skru ned for solen-kampagnen, hvor de understreger vigtigheden af skygge, solhat og solcreme. Når solen er hårdest, mellem kl. 12 og 15, er uv-strålingen også kraftigst. Det er derfor vigtigt, at man finder noget skygge i det tidsrum - det gælder især for mindre børn og ældre. Det kan f.eks. ske under en parasol eller et solsejl. På den måde kan du stadig nyde det finde vejr, men uden at blive udsat for de kraftige uv-stråler. Når du alligevel sidder og slapper af, kan du gøre dig det endnu mere komfortabelt med en solseng eller en behagelig liggestol.

Hvis du har store træer i haven, kan du også hænge en hyggelig hængekøje op. Så kan du tage dig en lille siesta i skyggen, når solen står på sit højeste. For at få de små med ind i skyggen kan det være en god idé med et badebassin. Her kan både store og små blive afkølet i sommervarmen og hygge sig sammen. Hvis du derimod foretrækker at holde dig indendørs, når det bliver varmest, er en ventilator nærmest uundværlig. Så kan du sidde skyggefuldt og køligt, imens solen er hårdest. Derudover er en solhat og solcreme naturligvis vigtigt hele sommeren over. Begge dele hjælper din krop med at modstå varmen og de skadelige uv-stråler, så du kan komme sikkert igennem sommeren.

Husk væskebalancen

En anden ting du skal være opmærksom på under en hedebølge, og generelt når det er varmt, er at få nok vand. Der er stor risiko for at dehydrere, især hvis du bevæger dig en del i varmen. Men ud over vand, er det også vigtigt, at du får salt nok. Du kan eventuelt tilføje en smule salt til dit vand, eller spise saltchips og lignende i løbet af dagen. Du kan f.eks. have en vanddunk med, hvis du er ved stranden eller på tur.

Tænk dig om, når du griller

Det sker ind imellem, når der har været lange perioder med sol og varme, at der bliver udstedt afbrændingsforbud. Det betyder bl.a., at det er forbudt at tænde op i kulgrillen. Du må kun anvende en gasgrill, og det er kun på et underlag, der ikke kan antænde som fliser og lignende. Det kan være en oplagt mulighed for at få skiftet kulgrillen ud med en gasgrill, så du kan grille hele sommeren, uanset vejret. Derudover skal du også være opmærksom, hvis du gerne vil tænde bål i haven. Selvom der måske ikke er afbrændingsforbud, er det stadig en god idé at bruge et bålfad eller bålsted. På den måde er ilden afskærmet fra det tørre græs, og risikoen for brand er væsentlig mindre.

Sådan holder du liv i haven i tørken

Tørke og hedebølge kan være rigtig hårdt for planterne i haven. Nogle planter kan bedre tåle varmen, imens andre skal have en hjælpende hånd. Det er dejligt når solen skinner, men det betyder også, at der fordamper rigtig meget vand igennem planternes blade. De har derfor brug for mere vand i perioder med meget sol og meget lidt regn. Dem, der har mest brug for vand, er nyplantede planter. Deres rødder er nemlig ikke udviklet og lange nok, til at nå dybt nok ned i jorden. Og de kan derfor ikke selv få adgang til vand i de tørre tider. Planter, der er plantet samme år, f.eks. i foråret, har brug for ekstra vand. Også buske og træer, du har plantet for mindre end tre år siden, bør du vande i tørken. Selvom du vander i tørkeperioden, bør du forvente, at nogle planter ikke vil komme igennem en meget tør sommer. Du bør derfor koncentrere dig om buske og træer, køkkenhaven, staudebede, drivhuset, nyplantede hække og planter i krukker. Men hvornår ved du så, om planterne har brug for vand? Du skal simpelthen stikke en finger i jorden. Hvis du kan mærke, at der 1-2 cm nede er tørt, har de brug for mere vand – så simpelt er det. Planter i krukker skal som oftest vandes hver dag. Og det kan være en god idé at rykke krukkerne ind i skyggen.

Hvis du har nyplantede buske eller træer, bør du give dem 1-2 kander pr. plante et par gange i ugen. Det er derfor vigtigt at have en god, stor vandkande ved hånden. For at skåne planterne, kan du f.eks. lægge noget dækbark omkring rødderne. Det kan nemlig være med til at holde på fugten. Du kan også med fordel afdække dine urter og planter i køkkenhaven med fiberdug eller skyggenet. Det holder også på fugten og nedsætter fordampningen. Derudover er det en god idé at gennemgå dit vandingsgrej. Sørg for at have en vandslange, der kan nå hele haven rundt. Og naturligvis en god brusepistol, så du kan give planterne vand både oppe fra og nede ved. Du får mest ud af at vande enten tidligt om morgenen eller sent om aftenen. På de tidspunkter fordamper vandet ikke lige så hurtigt, da solen ikke er på. Noget du ikke behøver bruge vand på, er græsplænen. Selvom den bliver gul, tør og kedelig, skal den nok komme igen. Så snart regnen begynder at falde, bliver den hurtigt flot og grøn igen.

Hvad skal du være opmærksom på i varmen?

Det er ikke kun mennesker og planter, der har det hårdt i varmen. Dit hus kan faktisk også tage skade af lange perioder uden nedbør. Der er nemlig risiko for sætningsskader, når jorden bliver for tør. Det sker oftest i områder med en meget leret jord. Når der ikke kommer vand til, tørrer leret og jorden ud og svinder derfor ind. Det betyder, at jorden fylder mindre, og huset derfor kan sætte sig og slå sætningsrevner. Hvis du opdager nye revner, eller gamle, der er blevet større, er det vigtigt at få dem repareret. Afhængigt af størrelsen, bør man dog i nogle tilfælde vente med at få dem repareret, indtil jorden er normal igen. Det gælder for de helt små revner. Ved større er det vigtigt at få dem lukket hurtigst muligt, så der ikke trænger vand og fugt ind i konstruktionen.

I mange tilfælde bør man have professionelle til at udføre murerarbejdet i forbindelse med sætningsrevner. Men hvis du har lidt styr på mørtel og murerarbejde, kan du godt klare de små revner selv. Hvis en revne kun har en bredde på ca. 1-2 mm, er det i mange tilfælde muligt at kradse mørtlen omkring revnen ud, og udfylde revnen med ny mørtel. Det anbefales dog, uanset størrelsen, at du kontakter en byggesagkyndig, hvis du oplever problemer med sætningsrevner. Som sagt, er det ikke kun mennesker, planter eller huset, der har det hårdt i varmen. Også dyrene kan have svært ved at komme igennem en meget varm og tør sommer. Det er derfor en rigtig god idé at sætte noget vand ud til katte og andre smådyr. Et fuglebad er også en rigtig god ting, så de små fugle kan blive afkølet. Hvis muligt, sæt det da gerne i skyggen. På den måde fordamper vandet ikke så hurtigt, og dyrene kan bedre køle ned. Det er også en god mulighed for at nyde dyrelivet i din have, da de typisk vil flokkes omkring et eventuelt vandbad.