…

Svanemærket og EU-Blomsten

Målet med miljømærkerne er at mindske forbrugets samlede miljøbelastning. Derfor ser miljømærkerne på hele produktets rejse og de miljøproblemer, der opstår undervejs – til gavn for mennesker, miljø og for jordens ressourcer.

Danmarks officielle miljømærker står for:
  • skrappe miljøkrav – i alle relevante faser af produktets livscyklus
  • skrappe krav til kemikalier – til gavn for miljøet og din sundhed
  • stramning af krav – for at skabe bæredygtig udvikling
  • certificering og kontrol – så du kan være tryg

Mere end 12.000 miljømærkede muligheder


Du finder Svanemærket og EU-Blomsten på mere end 12.000 forskelige produkter og serviceydelser – lige fra sæbe, vaskepulver, husholdningspapir, legetøj, byggeprodukter, maling og møbler til miljømærkede serviceydelser som f.eks. renserier, bilvaskehaller og hoteller.

Når du vælger et produkt mærket med Svanen eller Blomsten, er du med til at mindske miljøbelastningen – og uanset hvilket produkt du vælger, kan du være sikker på, at de er blandt de miljømæssigt bedste i deres kategori.

Flere fordele ved at vælge miljømærket til boligen og haven


Her kan du se eksempler på nogle af de fordele, der er for både mennesker og miljø, hvis du vælger miljømærkede produkter til huset og haven:
  • En svanemærket brændeovn er et godt valg for både din familie, din nabo og miljøet. Den slipper kun få partikler ud i luften. Den har samtidig en høj virkningsgrad på min. 75 % - og jo højere virkningsgrad, des bedre udnytter ovnen træet. Afbrænding af træ er CO2- neutralt.
  • Maling med Svanemærket eller EU-Blomsten har et minimalt indhold af opløsningsmidler og ingen tungmetaller eller blødgørere, der kan skade forplantningsevnen. Kvalitetskrav sikrer, at malingen rækker langt, dækker godt og er modstandsdygtig.
  • Svanemærkede gulve består af en stor del fornybare og/eller genanvendte materialer. Der er skrappe krav til brug af skadelige stoffer, hvilket bl.a. er godt for indeklimaet. De er fremstillet energieffektivt – og skal være slidstærke og nemme at holde.
  • Svanemærket holdbart træ er gjort modstandsdygtigt uden brug af biocider og tungmetaller. Det er i stedet blevet varmebehandlet og er dermed et godt alternativ til traditionelt trykimprægneret træ. I svanemærkede træprodukter stammer mindst 70 % af træet fra et bæredygtigt skovbrug, og træet er lovligt fældet og skal kunne spores.

Læs mere om mulighederne og fordelene på www.miljømærkdithjem.dk