Sådan får du en sommerklar have

En håndfuld frø, nogle højbede og måske et lille drivhus. Så er du klar til en ny sæson, lyder budskabet fra SILVANs grønne gør-det-selv-ekspert, som byder det varmere vejr velkommen med en række gode råd og genveje til en frodig sommerklar have.

Kom godt i gang med at gøre din have sommerklar med SILVANs eksperters gode råd til forspiring, højbede og drivhuset.

Når temperaturerne stiger, og solen begynder at vise sig fra sin pænere side, er det tid til at komme i gang i haven, drivhuset og på altanen. SILVANs eget gør-det-selv-ekspert, salgsleder Anders Nielsen, giver her nogle gode råd til, hvordan du på den bedste måde får gjort haven klar til en ny sæson.

”En af de mest effektive måder at få haven i gang på er at købe nogle frø, forspire dem og siden plante dem ud i krukker, kasser, colaflasker, eller hvad du nu har lyst til,” siger Anders Nielsen, og fortsætter: ”Det er sjovt og hyggeligt, du kan få et stort udvalg af lige de planter, du allerhelst vil have, og så er det billigt.”

Sådan kommer du i gang med forspiring

Tag fat på forspiringen allerede i det tidlige forår. Nogle frø kan du begynde at så allerede i januar eller februar, mens størstedelen er klar til at blive forspiret fra marts og april måned. Det er derfor en god idé at planlægge i god tid, hvilke planter du ønsker i haven – så du kan finde ud af, hvornår netop de planter skal forspires. Du kan ofte læse bag på frø-posen, hvornår hvilke planter skal forspires.
Lad de små frø spire indenfor i vindueskarmen, så er du klar til at rykke dem ud i haven, når det gode vejr kommer.

Forår er tid til forspiring

Så frøene i tørvebriket­ter eller i forspiringsbakker med rum, eller bredså dem i en bakke. Husk at sætte etiketter på, så du kan se, hvad du har sået hvor. Sæt dine frøbakker et lunt sted, og flyt dem hen til et mere lyst og køligt sted, når de små planter begynder at spire.


Omplant dine forspiringer

Når planterne har udviklet deres første rigtige blade (de blade, der kommer efter de første kimblade), er det tid til en om­plantning. Vand en time før, så er jorden nemmere at dele, og planterne har fyldt deres væskereserver op og tåler bedre flyt­ningen. Plant dem over i lidt større potter i god næringsrig pottejord. Sæt planterne lyst, tilfør flydende gødning i vandings­vandet efter to-tre uger, og sæt gerne en blomsterpind i som støtte, for nu begynder planterne at blive temmelig store.

Husk at hærde planterne

Før du flytter planterne permanent ud i haven, skal de hærdes. Start med at sætte dem ud et par timer hver dag på et lunt sted, hvor der ikke er direkte sol. Forlæng langsomt udetiden, og dæk dem gerne med fiberdug, efter de er plantet ud på deres blivende voksested. Det er nemlig især solen, der kan gøre skade i overgangen fra indeplante til udeplante.

Køb forspirede planter

Hvis du ikke når at forspire selv, er der også råd for det. Mange butikker har bak­ker med små forspirede persille-, kål- og ærteblomstplanter, der allerede er i vækst. I de fleste tilfælde er det en god idé at skille planterne ad, plante dem ud i større potter og lade dem gro lidt til. I andre tilfælde er planterne store nok til at blive plantet direkte ud i haven. Vent dog under alle omstændigheder med at sætte de små planter ud til midt i maj, hvor der ikke mere er risiko for nattefrost.

Design din have med æblekasser, colaflasker eller højbede

Der skal ikke særlig meget jord, for at du kan skabe din egen lille grønne oase. Brug et par æblekasser på altanen eller hæng en række colaflasker op i snore på væggen – så er du allerede langt. Et andet godt bud er højbede. Højbedene er gode både til dig, der ikke har adgang til havejord, og til dig, der har en have, men bare går efter en nem og flot løsning med høj succesrate.

Når du planter dine planter i et højbed og fylder op med købejord, er udfordringen med ukrudt nemlig minimeret, og det afgrænsede areal er også nemmere at holde fri for skadedyr.

Brug et espalier til at skabe et flot og elegant højbed – det er ret genialt, hvis ikke din have er så stor.

Lav dit højbed på en palleramme

Højbedet skal være i en størrelse, så du kan nå ind til planterne fra alle sider. Det nemmeste og billigste er en palleramme, og holdbarheden bliver bedre, hvis du forer rammen med en plastikpresenning med store huller i bunden, så vandet kan løbe fra. 

Brug espalier til dit højbed

Højbede med espalier er særligt fine, fordi de giver dig mulighed for at udnytte højden og dermed få et betydeligt større dyrkningsareal. De er samtidig gode til at danne rammer, skærme af og give nogle fine rum, og jo flere hyggekroge der er i en have, jo hyggeligere er den. Du kan købe et færdigt espalier, eller du kan lave det selv af armeringsnet. Skær metalnettet til i det ønskede mål, og monter det på en ramme af træ med små skruer og kabelbøjler.


Højbed på hjul

En anden smart løsning er højbede på hjul. Den mobile løsning giver dig nemlig mulighed for at placere dine højbede fx helt tæt på spisepladsen på terrassen, og hvis I indimellem er mange, og der er brug for mere plads, kan du helt enkelt rykke bedene ud til siden.

Forlæng sæsonen med et drivhus

Et drivhus er helt perfekt, når du skal drive planterne frem til tidlig vækst. Det beskyttende miljø forlænger dyrkningssæsonen med adskillige måneder, og så er det selvfølgelig ideelt til varmekrævende planter som vin, melon, chili, tomat og agurk. 

Med et drivhus kan du få sommeren – og dermed dine planters liv – til at vare lidt længere. Sørg for at købe et drivhus, hvor der er plads til en stol eller to – kaffen smager nemlig ekstra godt i drivhuset.

Drivhuset skal bygges på et godt fundament

Du får mest glæde af dit drivhus, hvis du fra starten investerer i et ordentligt fundament. Det enkleste er en færdigkøbt ramme af metal, som du selv samler. Du kan dog forholdsvis nemt opgradere dit drivhus ved at sætte det på et forhøjet fundament, fx af fundablokke eller mursten. Sørg under alle omstændigheder for, at det er godt forankret, så det ikke blæser væk, når vinden begynder at ruske om efteråret.

Køb det rigtige tilbehør til drivhuset

Der findes et stort udvalg af tilbehør til drivhuse, fra opbindingsspiraler til snore, støttepinde og selvvandingssystemer, men det vigtigste er faktisk at sørge for en god udluftning, for så snart solen står på, kan temperaturen stige så meget, at det kan skade planterne. En nem og billig løsning er en automatisk temperaturstyret vinduesåbner, som kan købes for under 300 kr. Du indstiller helt enkelt et lille termometer, og hvis temperaturen stiger over den ønskede værdi, åbnes der automatisk et vindue.

Husk også at vælge ordentlig jord, så planterne får de bedst mulige betingelser på det begrænsede dyrkningsareal – og husk at vande flittigt og gøde lidt, men regelmæssigt. Så er du langt på vejen mod succes.

God dyrkningssæson!


Tekst: Karina Demuth (redigeret af Malene Ørsted) – foto: istock