Krukker

Kategorier
Filter
 Produkter
Liste
Galleri

Skab hygge med krukker i haven

Havekrukker og potteskjulere er både praktiske og dekorative. I Silvan har vi et stort udvalg af flotte krukker til haven i mange forskellige designs. Find f.eks. de klassiske terracotta-krukker, aflange plantekrukker i polyrattan eller beton-look eller farverige indendørs potteskjulere i glaseret ler og keramik. Og hvis du er på udkig efter et plantebord eller måske en kapillærkasseskjuler, finder du det også her. Du kan altså pryde haven, altanen og stuen med lige præcis den slags blomsterkrukker og -potter, der passer dig. Se det store udvalg, og gå på opdagelse i vores blomsterkrukker.

Plantekrukker er smukke og fuldender let en have. Hvad enten du har en stor eller lille have, ser det flot ud med blomsterpotter. De er også gode til at opdele haven og skabe f.eks. skillevægge og små rum. Dyrkning af planter i en plantekrukke er de seneste år blevet meget populært. Du kan nemlig let flytte den rundt efter behov og give terrassen et grønt pift, ved at sætte potter på fliserne. Der er nemlig tit steder, hvor man gerne vil have blomster eller grønt, men måske ikke orker at grave fliser op. Her er plantekrukker en god og fleksibel løsning. Og hvis du godt kan lide at lave ændringer i haven løbende, er de jo netop lette at flytte rundt på helt efter behov.

Hvilke udendørs havekrukker skal du vælge?

Du kan finde krukker i mange forskellige materialer og størrelser. Men skal dine krukker stå udenfor om vinteren? Så er det en god idé, at du sikrer dig, at de har dræn, er frostsikre, og de har den rigtige form. Det er vigtigt, at krukken har hul i bunden, så dine planter ikke kommer til at stå under vand. Det er med til at sikre, at rødderne ikke får frostskader om vinteren. Det skal også sikre, at der ikke ligger bundvand, som kan få potten til at revne, når frosten sætter ind. Derudover har krukkens form betydning for, hvorvidt den kan overvintre udenfor. Når den fugtige jord fryser, vil den udvide sig, og det er selvom krukken i forvejen har drænhuller. Krukken skal derfor have en form, så jorden kan skubbe sig opad – du skal derfor vælge en model, der er bredere foroven end forneden.

Nogle materialer er mere frostsikre end andre. Udendørs krukker vil derfor typisk være fremstillet af plast, rattan, træ og polyrattan. Nogle af materialerne tåler let frost, og andre tåler hård frost. Vi anbefaler derfor, at du altid læser eller forhører dig omkring, hvorvidt den enkelte krukke kan tåle frost. Du skal derudover huske, at selvom det er vinter, er det stadig vigtigt at vande planter i krukker med jævne mellemrum. Flerårige planter er meget populære, da de blomstrer år efter år. Det er f.eks. planter som roser, rododendron og hortensia. De kan sagtens leve godt i plantekrukker og stå ude året rundt. Nogle planter kræver en bestemt jordtype for at trives godt. For eksempel skal rododendron have en mere sur jord. Undersøg derfor altid, hvilken jord der er bedst, før du planter blomster eller buske.

Hvilke sommerblomster trives i potter?

Der er ikke noget så dejligt som velduftende blomster på terrassen eller altanen. Men der er dog nogle planter og blomster, som er mere sarte end andre. Hvis du vil være sikker på, at nattefrosten ikke tager livet af dine blomster, så kan det være en god idé at vente med at plante visse sommerblomster ud. Der er dog også nogle blomster og stauder, som trives bedre end andre i krukker. Vi vil forsøge at give dig et overblik over disse blomster nedenfor.

  • Hyacinter: Hyacinter er nemme og smukke forårsblomster, som findes i forskellige farver. De trives godt i både krukker og potter. Og så er de nemme at holde og modstandsdygtige over for nattefrost og køligt vejr.

  • Stedmoderblomster: Stedmoderblomster er meget hårdføre blomster, som sagtens kan tåle frost og kølige nætter. Du kan plante stedmoderblomster i marts måned, og så er de velegnet til både krukker og udplantning i haven.

  • Roser: Roser trives godt i blomsterpotter på både terrassen og altanen. Du skal dog være opmærksom på, at de skal plantes i rosenjord. Der skal ligeledes være en god højde på krukken, som de sættes i. Den skal gerne være omkring de 40-50 cm. Roser trives rigtig godt på en varm og solrig placering, og de skal gerne vandes ofte.

  • Lavendel: Lavendelplanter er både smukke og dufter fantastisk. De kan plantes i april måned, og de blomstrer oftest hen i september måned. De skal dog gerne placeres på en solrig og varm plads, og så er de også velegnede til krukker.

Sådan plejer du dine udendørs potteplanter

Du kan få det meste til at gro i en plantekrukke. Og du kan få krukker i mange forskellige størrelser. Det er især blevet populært med store, fyldige krukker i haven. Men, når du skal vælge en plantekrukke og krukker til udendørs brug, er det vigtigt, at der er hul i bunden og et godt dræn. Det er nødvendigt, uanset om du sætter løg, planter, sommerblomster eller flerårige planter. Det er en god idé at fylde 1/3 af krukken med lecakugler eller lignende og derefter jord. Mange fylder også bunden med potteskår, som er en metode, der går flere århundreder tilbage.

Det er vigtigt at vande plantekrukker hyppigt, da det er begrænset hvor meget regnvand, de rummer. Vi anbefaler, at du vander dine blomster og planter om aftenen. Så er planterne klar til en ny dag i solen, og vandet fordamper ikke lige så hurtigt som i høj sol. De kan dog også vandes for meget, hvilket kan resultere i, at dine planter drukner. Tjek derfor altid jorden før du vander. Jord synker desuden, når den vandes. Det kan derfor blive nødvendigt løbende at fylde efter med ny jord. Sørg dog gerne for at holde lidt afstand fra jorden og op til krukkens kant. Så flyder vandet ikke over ved vanding, og planten tørrer ikke så let ud, da der kan fyldes mere vand i krukken.

Dekorér dit hjem med indendørs urtepotteskjulere

Blomster og planter, grønne planter især, har vundet stort indpas i mange danske hjem. De er dekorative og skaber en hyggelig stemning i hjemmet. Men de står ikke alene, en plante er jo ikke flottere, end dens urtepotteskjuler. I Silvan finder du et stort udvalg af indendørs urtepotteskjulere og krukker, der passer til enhver plante. De fås i mange forskellige størrelser og materialer, så du kan vælge netop de indendørs skjulere, der passer bedst hjemme hos dig.

I vores sortiment af urtepotteskjulere finder du både de helt klassiske med glat, blank overflade, der fås i sort og hvid. Du finder også nogle med en grovere overfladestruktur, der fås i flere jordfarver. Er du mere til farverige potteskjulere, har vi også glaserede krukker i fine farver, der bringer lidt liv ind i indretningen. Vi kommer heller ikke udenom, at hængepotter, eller hængeampler, er blevet meget populære. De giver helt nye muligheder for at hænge planterne op, så du kan skabe endnu mere plads til dem. Så hvis du mangler en ny urtepotteskjuler til dine indendørs planter, finder du den her.

Flyt let rundt på potteplanterne med et rullebræt

Det kan være rigtig flot med store krukker, der står på gulvet. Men det er ingen hemmelighed, at de også kan være rigtig tunge at flytte rundt på – og så kan de også give mærker på gulvet. Det kan du dog let undgå med et rullebræt eller rulleplade til dine potteplanter. De fås i mange forskellige designs, så de passer til netop dine potteskjulere. Og så har de hjul på, så du let kan flytte dem rundt, når det er nødvendigt. Husk at være opmærksom på rullepladens maksimal vægt. De har typisk forskellig maks. vægt, som de kan bære.