Hvad er et stegetermometer?
Med et stegetermometer kan du altid ramme den helt rigtige temperatur, når du steger kød. Når kødet steges ved den rigtige temperatur, får du et saftigt og lækkert resultat. Nogle følger blot en bestemt tid ifølge en opskrift, når de steger and. Men der kan være stor forskel på, hvor lang tid en steg skal have, alt efter hvor stor stegen er, hvilken ovn du har, og hvilken indstilling ovnen er på. Derfor er et stegetermometer en essentiel del af køkkengrejet, når du for eksempel skal lave den helt perfekte flæskesteg, andesteg eller culottesteg. Du har muligvis også set opskrifter, som beder dig om at bruge et stegetermometer, og du får et mere præcist mål at gå efter.
Et stegetermometer fungerer ved at måle kernetemperaturen af kødet. Det er specielt godt til større stykker kød som for eksempel en stor flæskesteg. Ved store stykker kød kan det være svært at bedømme, hvorvidt kødet er gennemstegt indeni, men du kan tjekke efter ved at bruge et stegetermometer. Vær opmærksom på om dit stegetermometer er beregnet til at kunne blive i ovnen. Eller om du skal måle en gang imellem. Der er også forskel på, hvorvidt et stegetermometer er beregnet til grill, hvorvidt det er trådløst eller med ledning, eller hvorvidt det har bluetooth og kan anvendes med din mobil.
Hvilket stegetermometer skal du vælge?
Du kommer langt med din madlavning, hvis du vælger et almindeligt stegetermometer. Men der er også andre ting, du kan overveje. Skal stegetermometeret bruges til din ovn eller til grillen? Det er ikke alle stegetermometre, som tåler grillens meget høje temperaturer. Derfor skal du være opmærksom på, om dit stegetermometer er beregnet til dette, hvis du har planer om at bruge det, når du griller. Du kan ligeledes overveje, om det skal være med eller uden ledning. Et stegetermometer med ledning kan være praktisk til at se temperaturen uden for ovnen eller grillen. Et trådløst stegetermometer fylder mindre, og du skal ikke bekymre dig om, at ledningen sidder fast i noget.
Skal det være et digitalt eller et analogt stegetermometer? Et analogt stegetermometer er ligetil og nemt at bruge. Et digitalt stegetermometer kan have flere funktioner og nogle kan muligvis kobles til din mobiltelefon. Hvis du vil kunne sætte en alarm, når stegen når en vis temperatur, skal du tage et kig på nogle af de digitale stegetermometre. Et digitalt stegetermometer med et display viser kernetemperaturen, og nogle har flere brugbare funktioner, som du kan se på displayet eller din mobil. Det traditionelle stegetermometer er stadig en god løsning, især hvis du vil slippe for smartphones eller batterier. I sidste ende skal du vælge det stegetermometer, som du vil blive gladest for at bruge.
Sådan bruger du et stegetermometer rigtigt
Før du starter, skal du sikre dig, om dit stegetermometer er beregnet til at putte direkte i ovnen eller grillen. Du skal også være opmærksom på, om det digitale display skal være uden for ovnen eller grillen vha. en ledning. Nogle stegetermometre kan fint sidde i stegen til at starte med, men ellers kan du fint stikke stegetermometeret i senere. Du kan f.eks. stikke stegetermometeret i 20-30 minutter før, stegen bør være færdig. Kernetemperaturen skal måles på det tykkeste sted af stegen, så du kan være sikker på, at stegen er helt gennemstegt. Stik stegetermometerets nål ned i den tykkeste del af stegen og langt nok til, at nåleenden er ca. i midten. Du kan stikke stegetermometeret i ovenfra eller fra siden. Undgå at stikke nålen i forneden eller i enden.
Du skal også være opmærksom på, hvad for noget kød du laver. Kyllingelår bliver færdigstegte før kyllingebryster. Derfor skal du måle temperaturen af kyllingebryster, hvis du vil sikre dig, at kyllingen er helt gennemstegt. Du skal også være opmærksom på at måle direkte i kødet. Måler du temperaturen i en fedtlomme, vil temperaturen være meget højere end i selve kødet. Du skal ligeledes huske, at mange stege har en bestemt temperatur, når det kommer ud af ovnen. Herefter skal de hvile ca. 15 minutter, hvor kernetemperaturen fortsætter med at stige. Hvis du har en ønsket sluttemperatur, skal stegen ud ca. 7 grader før den ønskede temperatur, er opnået. Herefter vil stegen stige ca. 7 grader, imens den hviler. Vær opmærksom på at dette oftest gælder for store stykker kød.
Gode råd til at bruge stegetermometer
Husk at rengøre dit stegetermometer efter brug. Hvis du holder dit stegetermometer rent, får du en mere præcis måling, når du igen skal tilberede en steg eller et andet stykke kød. Du slipper ligeledes for andre madrester i din næste ret. Du kan bruge et stegetermometer til chokolade, hvis du for eksempel skal lave tempereret chokolade. I samme dur kan du også bruge det til sukker. Der findes sukkertermometre og mere generelle køkkentermometre, men du kan fint bruge et stegetermometer, hvis du ikke har en af de andre muligheder. Når du bruger et stegetermometer til sukker eller chokolade, er det selvfølgelig vigtigt, at du husker at rengøre stegetermometeret grundigt før og efter brug.
Nogle stegetermometre kan vise temperaturen i både celsius og fahrenheit. I Danmark og det meste af Europa bruger vi celsius. Så ved danske opskrifter skal du højst sandsynligt aflæse efter celsius, som forkortes C°. Fahrenheit forkortes F°, men det får du nok sjældent brug for. Det kan være du kan indstille dit termometer til at vise din foretrukne enhed. Et andet godt tip når du er klar til at tage stegen ud af ovnen, er at pakke stegen ind i sølvpapir. Du kan pakke stegen ind i sølvpapir, imens den hviler i de 15 minutter. På den måde forbliver kødet saftigt og beholder mere af smagen.
Stegning: Sådan får din tilberedning den rigtige temperatur
Du kan få dit kød saftigt og lækkert, helt præcist som du vil have det. Skal dit kød gerne være lidt rødt, mellemstegt eller well done? Du kan holde nøje øje med kernetemperaturen og sørge for, at din tilberedning bliver stegt, som du ønsker det. Vi har nedenfor listet en tabel med temperaturer, som du kan tage udgangspunkt i, hvis du bl.a. ønsker rosa, medium eller gennemstegt kød. Så grib dit stegetermometer, gør klar til tilberedning og husk at stoppe ca. 7 C° før, hvis kødet skal hvile i 15 minutter.
Rosa | Medium | Gennemstegt | |
---|---|---|---|
Svinekød | Undgå | 65 °C | 70 °C |
Oksekød | 55-60 °C | 60-65 °C | 65-68 °C |
Kalv | 58-60 °C | 60-65 °C | 65-68 °C |
Hel kylling og kalkun | Undgå | Undgå | 75 °C |
Andesteg og gåsesteg | Undgå | 68 °C | 75 °C |
Lam | 58-60 °C | 70 °C | 75 °C |
Vildtkød | 60-62 °C | 65-70 °C | 71-75 °C |