Smukke hvide og rosa sommerblomster til haven
Stolt kavaler er en af havens nemmeste sommerblomster. Den blomstrer fra midt på sommeren og langt ud på efteråret til den første nattefrost med sine store, flotte blomster. Det er en rigtig fin snitblomst, som er god at bruge i buketter, da den har lange slanke stilke – blomsten bliver omkring 100 cm høj.
I Danmark er blomsten en etårig plante, da den ikke tåler frost – i Mexico, hvor blomsten stammer fra, blomstrer den hele året. Stolt kavaler er en fantastisk blomst at have ude i haven, da den tiltrækker mange smukke sommerfugle.
Sådan får du de smukkeste stolt kavaler blomster
Disse frø sås direkte ud på voksestedet omkring april og maj. Plant frøene med en dybde på ca. 1 cm og dæk med et tyndt lag jord. Alt afhængigt af temperaturen vil frøene spire efter 10-15 dage. Tynd gerne ud i blomsterne løbende og undgå at bruge for meget gødning, da det kan forsinke blomstringen.
Stolt kavaler elsker sol og tørke, og den skal derfor helst plantes et sted, hvor den kommer til at stå i sol det meste af dagen. Når blomsten først er blevet stor, klarer den sig godt uden ekstra vanding – selv i tørre perioder i løbet af sommeren. Hvis du giver den lidt ekstra vand i tørre perioder, vil blomsterne kun blive større og mere farverige.