Tagetes er en smuk og gavnlig sommerblomst
Tagetes, eller fløjlsblomst, er en etårig sommerblomst, der ikke alene har smukke, farverige blomster, men også kan gavne dine andre planter og jord. Den har en særpræget duft, der tiltrækker nyttige insekter og holder bl.a. lus på afstand. Derfor er den god at have i nærheden af din køkkenhave eller dit rosenbed. Derudover kan du bruge tagetes til grøngødning, og den er med til at genoprette jordtræthed.
Sådan passer du dine tagetes
Tagetes er tilpasningsdygtig og let at holde i bede, krukker og kasser. Den foretrækker godt med sol og næringsrig jord, der ikke er for fugtig. Plant den omkring maj, eller når nattefrosten er ovre, og nyd blomsterne fra juni, til der igen kommer nattefrost. Plant fløjlsblomsterne med 25-30 cm afstand og vand regelmæssigt uden at overvande. Du kan plante dem i udpint jord for at genoprette jordens kvalitet.


