Dyrk dine egne lækre agurker i drivhuset
Vil du hente hjemmedyrkede agurker i drivhuset? Her kan du få flotte agurkeplanter, der giver skønne, mørkegrønne agurker, der bliver op til 35 cm lange, og ikke bliver bitre. Så kan du bruge dem som snack, i madpakken eller i salater. Du kan selvfølgelig også bruge dem i en frisksyltet agurkesalat eller en lækker tzatziki, selvom det måske lidt vil dække over den lækre, friske smag af hjemmedyrket agurk.
Sådan dyrker du dine egne agurker i drivhuset
Start med at så frøene indendørs i april-maj, i hver deres lille potte, ca. 1 cm dybt i såjord. Her kræver de ca. 22-24 grader i jorden. Derefter skal spiringen fortsætte ved ca. 17-18 grader. Efter ca. 5 uger kan du plante agurkeplanterne ud i drivhuset. Agurkeplanter kræver jævn fugt, hvor de står, men de skal gerne stå lidt højt, så vandet kan løbe fra stænglen, da rodhalsen er følsom overfor fugt. Planterne kan blive op til 2 m høje, så du kan med fordel binde dem op, når planterne bliver større. Plant dem ud med ca. 50 cm afstand.