Nyd delikat hjemmedyrket dild hele sommeren
Man skelner normalt mellem skærmdild og bladdild, og denne sort af dild er det, man kalder en finbladet bladdild. Denne sort af dild er velegnet til sylt og kan fryses ned. Bladdilden er tørketolerant – så pas på med at overvande den i løbet af sommeren.
Dilden har en dejlig krydret og pikant smag, som går utrolig godt til mange retter. Dilden er en alsidig krydderurt, og derfor er den særdeles god i køkkenhaven. Du kan bruge dild som pynt på nye kartofler og fiskeretter, eller du kan bruge den i dressinger, grønsagsretter, salater og meget mere.
Sådan får du succes med hjemmegroet dild
Frøene sås tyndt, i flere omgange, på friland. Dæk frøene med cirka 1 cm jord og vand forsigtigt. Afhængigt af temperatur vil frøene spire efter 2-3 uger. Vær opmærksom på at dild ikke skal sås det samme sted i køkkenhaven år efter år.
Dild har ikke de store krav, når det kommer til jordforhold, men krydderurten tåler ikke kompostjord, og derfor bør dette undgås. Hvis du har problemer med at få dilden til at vokse, kan du prøve at plante den flere steder i haven for at se, hvor den trives bedst.