Sprød salat fra sommer til efterår
Sprøde, hjemmedyrkede grøntsager kan bare noget – følelsen af at lykkes med at gro sine helt egne grøntsager giver en følelse af ren lykke og stolthed. Hovedsalat er bare én af de appetitvækkende grøntsager, du kan dyrke lige ude i egen have eller drivhus.
Denne salatsort danner faste, lysegrønne hoveder. Bladene er forholdsvist tynde og bliver mindre, jo længere inde i salathovedet de sidder. Bladene sidder løst og kan nemt brækkes af stokken. Hovedsalat har en dejlig mild smag og en knasende sprød konsistens.
Sådan får du succes med hovedsalat i baghaven
Frøene sås fra april til juli – gerne på en kølig vokseplads. Lav en rille i jorden til såbåndet og vand direkte ned i rillen før du lægger båndet i. Hold fast i begge ender af båndet når du lægger det ned i rillen. Vand grundigt igen og dæk forsigtigt såbåndet til med et tyndt lag jord. Frøene vil begynde at spire efter 8-12 dage. Husk at vande salaten jævnligt – ellers kan den få en bitter smag.