Kinesisk purløg – en fantastisk krydderurt til køkkenhaven
Hvis du ikke kender kinesisk purløg, så er det en fantastisk krydderurt at dyrke i køkkenhaven – både indendørs og udendørs. De flade stængler har en mild og frisk hvidløgssmag, og purløget fungerer som en skøn smagsgiver i mange retter. Den bliver op til 80 cm høj og får smukke, hvide blomster for enden af hver stængel. Blomsterne er særdeles populære blandt bier og sommerfugle, som vil strømme til din have, hvis du har kinesisk purløg.
Hvis du vil undgå de hvide blomster, skal du huske at skære planterne tilbage regelmæssigt. Du kan bruge kinesisk purløg, som du ville bruge helt almindeligt purløg, eller du kan bruge det som en erstatning for løg i en salat, kryddersmør eller andre opskrifter, der kræver løg. Det kan dyrkes i helt almindelig havejord, eller du kan plante frøene i potter, som kan stå både i køkkenet og ude i haven.
Få succes med kinesisk purløg i din urtehave
Kinesisk purløg er generelt en meget let krydderurt at dyrke derhjemme. Det er en hårdfør plante, som er nem at holde. Frøene skal sås i tuer på omkring 20 frø, og de kan sås helt fra april og frem til august. Efter 15-20 dage vil de små frø spire, og du kan høste fra planten, så snart stænglerne er omkring 10 cm høje.
Purløg foretrækker let fugtigt jord samt en placering, hvor den får både sol og skygge i løbet af dagen. Hvis du har plantet dine purløg udenfor, kan du i starten af efteråret tage 1-2 tuer med indenfor til fortsat høst henover vinteren.

