Lækker spinat til sommerens salater – direkte fra egen have
Matador spinaten er en populær spinat, der er velegnet til såning i både foråret og sensommeren. Spinaten får store, ovale, glatte og mørkegrønne blade med en fremragende smag. Den vokser hurtigt og giver et stort udbytte. Sorten er særdeles resistent mod plantesygdomme som spinatskimmel og meldug.
Der er intet så godt som hjemmedyrkede grøntsager og frugt fra haven. Spinaten har en lang høstperiode, og du kan derfor nyde den i lang tid. Du kan bruge spinaten frisk i lækre sommersalater, til stuvning eller til at fryse ned.
Sådan planter og høster du din Matador spinat
Frøene sås i april og maj eller sidst i august og september. Det er vigtigt, at du ikke sår spinaten i løbet af sommeren, da den vil gå i blomst på grund af varmen og de lange dage. Spinat er hurtigt voksende og har ikke brug for meget gødning. Du kan, for det meste, høste din spinat 8 uger efter, du har sået frøene.
Frøene sås direkte på dyrkningsstedet og gerne i flere omgange. De spirer efter 7-10 dage afhængig af temperaturen. Bladene kan plukkes efterhånden, som de udvikles, for at tilskynde ny vækst. Spinaten skal jævnligt have vand.