Lad nellikerod give din have et strejf af farve
Nellikeroden er en mellemhøj staude med enkelte femtalsblomster i en flot og kraftig orange nuance. Nellikeroden har fået sit navn, fordi plantens rodstok dufter af kryddernellike, hvis man knuser den. Nellikeroden har en lang blomstringstid, der strækker sig hen over det meste af sommeren.
Sådan passer du nellikerod
Ligesom mange andre stauder tåler nellikerod ikke direkte sol hele dagen. Hvis du kan plante den et sted i haven, hvor den får skygge i løbet af dagen, vil den være yderst taknemmelig. Stauden skal vandes regelmæssigt og gerne gødes 1-2 gange i løbet af foråret og sommeren.
Nellikeroden er ikke sart, når det kommer til jordbunden, du planter den i – den trives i helt almindelig havejord. Hvis du planter den i altankasser eller krukker, kan du vælge blomsterjord eller pottemuld.