Gulvvarme

Filter
 Produkter
Liste
Galleri

Hvorfor skal du vælge gulvvarme?

Du kender nok til den ubehagelige fornemmelse af at stå med bare fødder på et iskoldt gulv en kølig vinterdag, når du gerne vil have varmen indendørs. Hvis der er fodkoldt i et rum, kan det være meget svært at få varmen ordentligt. Der er også så meget mere komfort og luksus i at have et lunt gulv end at få varmen fra en lunken radiator under vinduet. Vil du gerne have følelsen af at få varmen fra et lunt gulv, kan du opnå dette med gulvvarme. Så kan du gå de kolde tider i møde med opvarmning af høj kvalitet.

Med gulvvarme får du en varmekilde, der varmer direkte op fra gulvet. Det er en meget effektiv varmekilde, som varmer hjemmet op på en yderst behagelig måde. Gulvvarme fungerer ved, at varmerørene ligger skjult under gulvet. Du er derfor også fri for at have nogle klodsede radiatorer, som fylder i rummet. Selvom du kan skærme radiatorer af med radiatorskjulere og derfor højne rummets æstetik en anelse, så foretrækker mange, at der slet ikke er radiatorer i rummet. Gulvvarme har derfor mange fordele, når det både kommer til indretning, varmefordeling og i øvrigt også energiforbrug.

Fordele og ulemper ved gulvvarme

Selvom fordelene ved gulvvarme er mange, så er der også nogle ulemper, som du skal overveje, før du beslutter dig for, om gulvvarme skal være vejen frem for dig. Om gulvvarme er den rette type af opvarmning i dit hjem, afhænger meget af typen på din bolig. Især nye boliger, der er isoleret godt, passer godt til gulvvarme. Modsat er ældre boliger med dårlig isolering ikke så velegnede. Desuden kan det også være en bekostelig affære at få installeret gulvvarme i et hus. Du bør derfor nøje overveje, om gulvvarme er den bedste løsning for dig. Overordnet set er der disse fordele og ulemper ved gulvvarme:

Fordele ved gulvvarme

  • Bedre og mere jævn opvarmning af rummet
  • Ingen rengøring som ved radiatorer
  • Bedre indretningsmuligheder og en æstetisk flottere løsning
  • Mindre støv i rummet
  • Mere energieffektiv og miljøvenlig (dog ikke ved el-gulvvarme)

Ulemper ved gulvvarme

  • Dyrt og vanskeligt at installere (afhængig af boligtype)
  • Passer ikke så godt til ældre huse, der ikke har så god isolering
  • Besværligt og dyrt at reparere, hvis det skulle i stykker
  • Kan tage lidt tid om at varme rummet op og at køle ned igen

Hvilken type af gulvvarme skal du vælge?

Helt overordnet findes der to typer af gulvvarme: elektrisk gulvvarme (eller bare el-gulvvarme) og vandgulvvarme. Formålet med de to systemer er det samme – altså at gulvet bliver opvarmet – men de fungerer ret forskelligt. El-gulvvarme virker ved, at der er et net af elektriske tråde, som varmer gulvet op nedefra. Vandgulvvarme virker ved, at der er gulvvarmeslanger under gulvet, der varmer gulvet op, som så efterfølgende fordeler varmen i rummet. Vandgulvvarmen er koblet til centralvarmen i huset, som så efterfølgende sørger for at fordele varmen rundt i gulvet med varmt vand i slanger. Om du skal vælge el-gulvvarme eller vandgulvvarme afhænger af, hvor du skal bruge gulvvarmen.

El-gulvvarme

Fordelen ved det elektrisk gulvvarmesystem er, at det er nemmere og mindre omkostningstungt at installere. Desuden varmer det også en del hurtigere op end vandgulvvarme. Dog vil det i længden blive væsentligt dyrere end vandgulvvarme. Det skyldes, at det er op til hele tre gange dyrere at varme op med el-gulvvarme end vandgulvvarme. Derfor anbefaler vi ikke, at el-gulvvarme bruges som primær varmekilde i et hus. Rent faktisk er det i områder med gas eller fjernvarme vedtaget ved lov, at man ikke må bruge el-gulvvarme som primær varmekilde. Til gengæld kan du bruge el-gulvvarme i mindre rum som f.eks. en entré eller badeværelse eller evt. som supplerende varmekilde i et mindre hus.

Vandgulvvarme

Vandgulvarme er en hel del mere kompliceret at installere end el-gulvvarme. Dog er det denne løsning, som du skal gå efter, hvis du skal have gulvvarme som primær varmekilde i hjemmet. Den er nemlig meget billigere i drift end el-gulvvarme. Skal du erstatte radiatorerne, er det altså vandgulvvarme, du skal vælge. Så længe dit hjem er velisoleret, vil du også opleve, at vandgulvvarme er en effektiv og miljørigtig varmekilde. Til helt nye hjem er vandgulvvarme også den mest populære løsning, da det i længden er klart den bedste måde at opvarme hjemmet på.

Sådan installerer du varme i gulvet

Lad det være sagt med det samme: at lægge gulvvarme er ikke det mest ligetil gør-det-selv-projekt. Er du helt grøn ud i DIY-projekter, er det nok bedre at starte med at lave et fuglehus end at bryde hele gulvet op for at lægge varmeslanger. Ikke desto mindre kan det være, at du har den håndværksmæssige kunnen til at kunne udføre noget af arbejdet med at lægge gulvvarme. For faktisk har du som privatperson mulighed for at udføre en del af arbejdet med at installere gulvvarme. Det kan spare dig for en del udgifter til håndværkere. Har du hverken tiden eller evnerne, skal du have fat i en fagprofessionel.

I udgangspunktet må du som privatperson gerne selv lægge slanger og støbe. Vær dog altid helt sikker på forsikringsforhold osv., før du begynder med arbejdet. Selve tilslutningen af vandgulvvarmen eller el-gulvvarmen skal altid udføres af enten en autoriseret VVS-installatør eller el-installatør. Omfanget af arbejdet med at lægge varmeslanger handler meget om, hvordan dit nuværende gulv ser ud. Har du behov for at tage hele gulvet op, så kræver det mange arbejdstimer. Ofte er det også nødvendigt med ekstra isolering af gulvet, hvorfor det ikke altid er så ligetil at installere gulvvarme. Et godt råd er derfor altid at forhøre sig hos en professionel, da de har overblik over, hvordan det kan lade sig gøre at installere varme i dit gulv.

Særligt til ældre huse

Desværre er langt de fleste huse fra før 1980 dårligt isolerede. I et dårligt isoleret hus vil gulvvarme fungere mindre effektivt. Det skyldes, at meget af gulvvarmen vil forsvinde ned i jorden og ikke op i huset, hvis der er mangelfuld isolering. Det er også svært at varme rummet op med gulvvarme, hvis der er mange utætheder i husets isolering. Det kan skabe en del træk og kolde overflader. Derfor skal der helst være supplerende varme med radiatorer, hvis huset er gammelt og mangelfuldt isoleret. Desuden er det en god idé at gennemgå det ældre hus for at se, om det er muligt at isolere det bedre, før gulvvarmen etableres. Gulvvarme er derudover noget dyrere at etablere i gamle huse sammenlignet med nybyggeri.

Hvilken type gulv passer til gulvvarme?

Mange typer af gulve kan holde til gulvvarme. Dog er der nogle typer gulv, som klart passer bedre til gulvvarme end andre typer. Gulvfliser og beton er særdeles velegnet til gulvvarme, fordi det kan holde godt til varmen, og fordi det er godt til at lede varme. Med andre typer gulve, eksempelvis laminatgulve, er der nogle typer, der kan holde til gulvvarme, mens andre typer ikke kan. Undersøg derfor den enkelte type af gulv for at finde ud af, om det kan holde til varme i gulvet. På denne måde får du ikke ubehagelige oplevelser, efter du har lagt gulvet.

Trægulve er en helt særlig kategori, når det kommer til gulvvarme. Trægulve er en af de mest populære typer af gulve i de danske hjem. Mange typer af trægulve kan også holde til gulvvarme, men du skal være opmærksom på en række forhold. Træ må helst ikke blive mere end 25 grader varmt, da det ellers kan risikere at revne. Du bør dermed undgå, at trægulvet bliver varmet for intenst op. Især trægulv af fyrretræ kan risikere at revne, mens hårdttræ er mere modstandsdygtigt. Desuden har træ en tendens til at være ret isolerende, så du skal undgå, at træet bliver for tykt – dvs. det helst skal være maks. 2,5 cm tykt. Ellers kan varmen have svært ved at komme igennem.