Aircondition

Kategorier
Filter
 Produkter
Liste
Galleri

Aircondition køler dig ned om sommeren

Kender du til at svede og koge indendørs under en hedebølge? Vejret bliver varmere og varmere, og boliger bliver bedre og bedre isoleret, hvilket betyder, at det om sommeren kan blive særdeles hedt indenfor. Selvom en ventilator er god til at køle et rum ned, så er det en aircondition, du skal have fat i, hvis du vil have den mest effektive form for nedkøling. Du kan indstille en aircondition til en ønsket temperatur, hvorefter den vil nedkøle rummet hertil. Den vil også virke væsentligt hurtigere end en ventilator, som heller ikke på samme måde køler et rum ned. Fra ferier sydpå kender du måske til, hvor vigtig en aircondition er i varmt klima. Især søvnen kan blive afbrudt af meget varmt vejr, hvis der ikke er aircondition i soveværelset.

Hvordan virker aircondition?

Aircondition bruger kølemiddel til at køle et rum ned. Nogle airconditionanlæg bruger kølemiddel, der er skadeligt for miljøet og klimaet. Derfor er det vigtigt, at du vælger en aircondition med et miljøvenligt kølemiddel. Flere af Silvans airconditionanlæg bruger R290-kølemiddel, som har en lav miljøpåvirkning. Det betyder, at R290-kølemidlet ikke er ozonlagsnedbrydende, og at det kun har en lav påvirkning på den globale opvarmning. Ellers virker et airconditionanlæg ved at omdanne kølemidlet til kold luft, mens overskydende varm luft bliver ført udendørs. Den varme luft føres udenfor gennem enten en slange eller en fast installation i væggen.

Fordele og ulemper ved aircondition

Der findes ingen roser uden torne. Selvom der er mange fordele ved aircondition, så skal du også være opmærksom på de ulemper, der er. Det kan sagtens være, at aircondition er den bedste form for afkøling i dit hjem. Dog kan det også være, at andre typer af nedkøling – såsom en luftkøler eller ventilator – vil passe bedre til dit hjem. Bl.a. har aircondition en tendens til at affugte et rum meget. Det kan være en fordel i et fugtigt rum, men en ulempe i et meget tørt rum. Derudover er nogle af fordelene og ulemperne ved airconditionanlæg disse:

Fordele ved aircondition

  • Effektiv nedkøling: Sammenlignet med ventilatorer og luftkølere er airconditionanlæg mere effektive til at nedkøle et rum.
  • Flere funktioner: Mange airconditionanlæg har ekstra funktioner – f.eks. affugtning og ventilation. Du kan derfor også bruge den til at skabe et bedre indeklima, ligesom du kan med en affugter.
  • Præcis temperaturindstilling: Modsat andre ventilationstyper kan du relativt præcist indstille temperaturen i et rum med aircondition.

Ulemper ved aircondition

  • Dyr i drift og indkøb: Afhængigt af modellen kan et airconditionanlæg være dyr at anskaffe og i elforbrug. F.eks. er en ventilator langt billigere i både indkøb og drift.
  • Ikke så fleksibel: Et airconditionanlæg er ret stort, og derfor kan det ikke lige så nemt gemmes væk. Desuden er du også afhængig af udluftning, når den er aktiv.
  • Tørre slimhinder: Måske kender du til at få tørre slimhinder, hvis du har været under et meget aktivt airconditionanlæg. Det kan være en af ulemperne ved aircondition, da aircondition kan tørre og køle for meget, hvis den ikke er indstillet korrekt.

Almindelig vs. mobil aircondition

Aircondition inddeles i to typer; almindelig og mobil aircondition. Almindelig aircondition er den type, der skal installeres, og som er permanent opsat i en bolig. Her skal der både installeres udvendige og indvendige dele, så det kan godt være lidt af et omfattende arbejde. Det er ikke alle typer af boliger, der passer til permanent aircondition – især ikke hvis du bor i en lejebolig. Vil du gerne have et alternativ til permanent aircondition, kan du se på vores udvalg af varmepumper. Nogle varmepumper kan nemlig både varme og køle, så her får du en form for 2-i-1-løsning.

Mobil aircondition kræver ingen installation. Udluftningen fungerer i stedet med en slange, der skal hænge ud ad et vindue. Det gør, at en mobil aircondition er meget mere fleksibel end den permanente løsning, da du hurtigt kan flytte rundt på den. Hvis du enten ikke orker eller ikke har mulighed for at opsætte en permanent aircondition, kan du i stedet købe den mobile løsning. Ulempen er dog, at den kræver et åbent vindue for at kunne fungere. Om du foretrækker den mobile eller permanente aircondition, er altså et spørgsmål om din boligtype og dine konkrete behov.

Hvilket airconditionanlæg skal du vælge?

Airconditionanlæg kommer i mange typer, som adskiller sig fra hinanden i forhold til effektivitet, størrelse, strømforbrug og mange andre faktorer. Vil du gerne have billigere ventilation og nedkøling end aircondition, skal du overveje en luftkøler. Både når det kommer til indkøb og forbrug, er en luftkøler billigere end et airconditionanlæg. Selvom den ikke er lige så præcis og effektiv som aircondition til at køle et rum ned, så kan den mange af de samme ting som aircondition. Den affugter heller ikke rummet, så hvis du har et meget tørt rum, kan du også overveje en luftkøler.

Størrelsen på rummet

Det kommer nok næppe som den store overraskelse, at et større rum kræver et airconditionanlæg med en større effekt. Du bør ikke købe en aircondition, der er lavet til at afkøle et for lille rum. Så vil den nemlig ikke fungere så effektivt. Ud fra de enkelte produkter kan du se, hvilken størrelse rum de er beregnede til. Evt. kan du købe flere airconditionanlæg, hvis du har et meget stort rum. Arbejder du i et storrumskontor? Så er det en god idé at få nedkøling på de varme dage. Er det meget varmt, kan arbejdseffektiviteten falde markant. Sørg derfor for gode arbejdsforhold for de ansatte med aircondition på kontoret.

Effektivitet

Airconditionanlæggets effektivitet kan måles ud fra to tal: effekten (i watt) og det såkaldte BTU (British Thermal Unit). Du kender nok allerede til watt – det er mere usandsynligt, at du har hørt om BTU. Kort fortalt handler BTU om, hvor effektivt airconditionanlægget er til at afkøle. Jo højere BTU, jo mere effektiv nedkøling. Så længe BTU’en er over 7000, kan du være sikker på, at der er en ret effektiv nedkøling – dog skal BTU helst ikke være lavere end 7000. Skal du bruge anlægget i et meget stort rum, kan du med fordel vælge et produkt med en endnu højere BTU.

Støjniveau og energivenlighed

Støjniveauet er ret vigtigt, når du skal vælge en aircondition. Larmer anlægget for meget, kan det godt blive lidt anstrengende at have det i hjemmet. Især hvis du skal sove med aircondition tændt, betyder støjniveauet en hel del. Du kan se støjniveauet på det enkelte produkt i decibel (dB). Energivenlighed kan også være en prioritet for dig, når du skal finde det rette produkt. Her bør du holde øje med energiklassen. Har produktet f.eks. energiklasse A, kan du være sikker på, at det er et energivenligt produkt. Du kan ud fra effekten se, hvor meget strøm anlægget bruger.

Hvordan undgår du tørre slimhinder med aircondition?

Muligvis har du prøvet den ubehagelige følelse af tørre slimhinder, ondt i halsen, irriterede øjne og hovedpine, hvis du har siddet længe i aircondition. Heldigvis kan du undgå dette, hvis du bruger aircondition korrekt. Det er nemlig ikke aircondition i sig selv, men forkert brug af aircondition som skaber disse problemer. F.eks. opstår tørre slimhinder og irriterede øjne pga. det lave fugtniveau i rummet, som kan skyldes affugtning fra aircondition. Især hvis du bruger kontaktlinser, kan den lave luftfugtighed irritere øjnene, hvis du dagligt opholder dig et sted med meget aircondition. Det skal du derfor være opmærksom på.

For at undgå at gøre det til en dårlig oplevelse at bruge aircondition kan du lade være med at køle rummet til en for lav temperatur. Desuden kan du også holde dig fra trækket fra anlægget, som kan være ubehageligt koldt. Du kan også slukke for airconditionanlægget i løbet af dagen, så du ikke får koldt luft for længe. Udluftning med åbne vinduer i løbet af morgenen og aftenen kan også hæve luftfugtigheden i rummet (husk at slukke for anlægget under udluftning). Derudover bør du også vedligeholde og rengøre airconditionanlægget løbende, så du får ren luft ud i rummet. Det kan forbedre indeklimaet.