Vinduesplader

Filter
 Produkter
Liste
Galleri

Hvad er en vinduesplade?

Vinduesplader, der også bliver kaldt vinduesbundstykker, er en stor del af den sidste finish, hvis du har været i gang med en renovering af dit hjem. I Silvan finder du vinduesplader i både granit, massivt træ og melamin. Du kan derfor altid finde en løsning, der passer til din bolig og din stil. Vi har både vinduesbundstykker i mørkt og lyst granit, naturligt egetræ og hvid melamin. Her finder du hele udvalget, og du får også en guide til, hvordan du monterer vinduesplader i bedste gør-det-selv-stil. Så tag et kig og få sat prikken over i’et på dit projekt.

Vinduespladen er den plade, der er monteret i bunden af vinduet. Det er den, der også skjuler radiatoren. Og du har højst sandsynligt potteplanter, lys og andre pyntegenstande stående på den. Mange kalder den også for vindueskarm. Vindueskarmen er dog rammen, som vinduet er monteret i. En vinduesplade kaldes også et vinduesbundstykke, da det monteres i bunden af vinduet. Du kan få den i flere forskellige materialer som granit og træ. Hvilken du skal vælge, afhænger naturligvis af, hvilket udtryk du ønsker i dit hjem.

Vinduesbundstykker i granit og træ

Bundstykker findes i flere forskellige typer og i flere forskellige materialer. I Silvan har vi vinduesplader i både granit, massivt træ og melamin. Der er derfor gode muligheder for at finde et bundstykke til vinduet, der passer til netop dit projekt. Herunder kan du læse mere om de forskellige typer, så du kan blive klog på, hvilken slags du skal vælge.

Vinduesplader i granit

Med en vinduesplade i granit, får du et elegant udtryk i dit hjem. Vores granitbundstykker kommer fra Wallmann og fås i to forskellige grå farver: China White og New Africa. Med China White får du en smuk granitoverflade i lys grå. Du kan også få New Africa, der kommer i en mørk grå farve. Fælles for begge typer er, at de har et naturligt spil med hvide gnister i overfladen. Derudover er overfladen poleret, så du får en flot og blank overflade. Med et bundstykke i granit, får du en utrolig slidstærk overflade, der holder sig flot i mange år.

Vinduesplader i træ og melamin

I Silvan har vi også vinduesbundstykker i eg og i hvid melamin. Med et bundstykke i massivt træ, får du glæde af det smukke, naturlige træ, der tilfører varme til ethvert rum. Egetræsvarianten kommer i ubehandlet træ. Det er derfor en god idé, at du behandler den med enten olie eller lak, inden du tager den i brug. På den måde sikrer du, at den ikke får pletter og mærker fra start. Vores melaminvariant kommer med fer for let montering. Derudover er den hvid på alle sider, der vender ud mod rummet. Hvis du får brug for at skære den til, bliver det dog nødvendigt med et kantbånd på den side, du skærer af.

Sådan monterer du vinduesplader

Du kan sagtens selv montere dine vinduesplader og stadig få et rigtig flot resultat. Det kræver en lille smule håndværksmæssig snilde, men kan sagtens klares af en kyndig gør-det-selv’er. Herunder får du en trin for trin guide samt en materialeliste, der hjælper dig til at komme igennem monteringen. Med den skulle du gerne blive klogere på processen, så du selv har mod på at gå i gang med monteringen af dit vinduesbundstykke.

Materialer og værktøj

Inden du kan gå i gang med monteringen, får du brug for nogle materialer og værktøj. Det vigtigste er naturligvis en vinduesplade. Denne guide fungerer til varianter i både råt træ og melamin. Hvis du ønsker, at pladen skal gå en smule ud over lysningens bredde, får du også brug for noget kantbånd og et strygejern. Herudover får du brug for følgende: sandpapir, hobbykniv, målebånd eller tommestok, vinkel, arbejdsbukke, blyant, stiksav, vaterpas, silikonefugemasse, fugepistol, sømpistol, isoleringsmateriale, træklodser til opklodsning, beskyttelsesbriller og høreværn. Til at lave en pæn afslutning under bundstykket, får du også brug for et stykke fodliste, du kan montere op under for at lukke hullet imellem muren og bundstykket.

Trin 1: Montering af kantbånd

Hvis vinduespladen skal gå lidt ud over lysningen, og den ikke allerede er hvid i kanterne, bør du montere en stump kantbånd på den del, der bliver synlig. Det gør du ved at stryge det på med et strygejern. Brug herefter gerne en klods af en art til at trykke kantbåndet fast, det bliver nemlig varmt. For at få en glat overgang, sliber du let med noget sandpapir på kanten, f.eks. med en korn 60. Du må gerne kunne skimte ca. en blyantstregs tykkelse af vinduespladens kant. Det overskydende bånd, der går ud over bagsiden, skærer du blot af med din hobbykniv. Også her kan du lige glatte kanten over med sandpapir.

Trin 2: Opmåling

Til opmålingen får du brug for din vinkel, tommestok og blyant. Start med at måle op til selve det udhæng, der skal gå ud over lysningens bredde. Mål helt inde fra noten i hullet under vinduet og marker så målet på oversiden af pladen ved hjælp af vinklen. Sørg for at tjekke, om lysningen er vinkelret. Hvis ikke, kan du igen bruge din vinkel til at lægge mod pladen og vinduet. På den måde kan du se, hvor meget væggen gaber fra vinklen, og det mål, kan du så rette til i din markering på pladen.

Trin 3: Udskæring

Når du har målt op og mærket af, skal du til at save. Det er her, du får brug for en stiksav og gerne nogle arbejdsbukke til at lægge pladen på. For at få et flot snit på overfladen, vender du simpelthen stiksaven om og skærer nedefra. Klingen skærer nemlig som udgangspunkt i opadgående retning, så den vil flosse mest på oversiden. Men hvis du vender den om og skærer nedefra, får du det pæne snit opad. Du kan også få en klinge til stiksaven, der skærer i nedadgående retning. Her kan det dog være lidt mere udfordrende at håndtere saven. Derfor er det oftere lettere at save nedefra. Slib kanterne med lidt sandpapir, så de bliver fine og bløde.

Trin 4: Montering

Når bundstykket er skåret til så det passer i lysningen, er du klar til at montere det. Her får du brug for nogle træklodser, som du kan lægge den på, så den kommer op i den rigtige højde. Sæt evt. et søm ned igennem klodserne, så de ikke rykker sig. Læg herefter en streg silikonefugemasse ind i bunden af noten og tryk pladen fast heri. I åbningen under pladen, lægger du noget isolering ind, som f.eks. en fugestrimmel. Det sikrer, at det ikke trækker ind. For at lukke hullet fra muren op til bundstykket, kan du med fordel bruge et stykke fodliste, du har skåret til. Søm det fast med sømpistolen og læg en silikonefuge i samlingen under vinduespladen og hele vejen rundt i samlingen på oversiden – så er du færdig.

Afslut projektet med bundstykker

Montering af vinduesbundstykker er lige den sidste finish, der mangler, når du f.eks. har fået skiftet vinduer. Det virker måske som en lille del i en større renovation, men det er med til at samle hele rummet. Det er typisk også noget af det sidste, der skal gøres. Så når du har det på plads, er du umiddelbart ved at være rigtig tæt på at kunne læne dig tilbage og blot nyde synet af et færdigt projekt. Og hvis du skulle have brug for mere vejledning eller hjælp til monteringen, er du altid velkommen til at tage forbi din lokale Silvan for råd og vejledning.