Spartling af gipsplader

Det er nødvendigt at fuldspartle en væg, hvis den skal males eller have tapet. Ja, i det hele taget er en væg ikke så køn, hvis den ikke er spartlet, så i langt de fleste tilfælde skal væggen spartles. Derfor har vi her lavet en guide, så du kan se, hvordan du skal spartle væggen – herunder gipsplader. Selvom spartling sagtens kan være et gør-det-selv-projekt, skal du være opmærksom på, at det kræver lidt finesse, og at det tager nogle dage. Vi har lavet en guide til dig på video samt med tekst og billeder, som du kan se herunder.


Forberedelse før spartling af væg

Det er en god idé at forberede følgende før spartling af væg:

  • Du skal sætte mindst 3 døgn af til arbejdet med at fuldspartle en væg, da du skal gentage processen to gange inkl. tørretid.
  • Afmonter evt. afbrydere fra stikkontakter i væggen før spartling. Dæk stikkontakten til med malertape. Husk at afbryde strømmen, før du gør det – eller få hjælp af en med ekspertise i det.
  • Afdæk grundigt på gulvet, hvor væggen skal spartles. Brug afdækningspap og malertape.

1. Start med at spartle samlingerne

Første skridt er at spartle samlingerne. Brug en bredspartel og sørg for at have godt med spartelmasse på den. Massér spartlen ind i samlingerne.

 

2. Forsegl samlingerne med armeringstape

Herefter skal du forsegle samlingerne med armeringstape. Det gør, at du undgår revner.

 

3. Tryk tapen ind i spartelmassen

Sørg for at trykke tapen godt ind i den våde spartelmasse.

 

4. Spartl tapen

Efterfølgende skal du spartle tapen med bredspartlen og spartelmassen.

 

5. Pletspartl huller

Husk at pletspartle evt. huller og revner – f.eks. ved skruer.

 

6. Lad spartelmassen tørre

Du skal nu lade spartlen tørre, inden du fortsætter arbejdet.

 

7. Slib evt. ujævnheder efter tørring

Efter at spartlen er tørret, kan du slibe væggen ned med slibebræt og forlængerskaft. Børst bagefter med kosten.

 

8. Fuldspartling: påfør spartelmasse med malerrullen

Nu kan fuldspartlingen begynde. Her skal du påføre et godt lag af spartelmasse med malerrullen på hele væggen. Du kan også bruge en bredspartel, men det er nemmest med en malerrulle. Påfør det nedefra og op og oppefra og ned. Vær opmærksom på, at det ikke tørrer undervejs.

 

9. Glat ud med bredspartel

Glat spartelmassen ud med en bredspartel. Glat det ud på langs med samlingerne.

 

10. Kontroller, at spartelkanter jævnes

Evt. spartelkanter og lufthuller skal spartles med bredspartlen, så der kommer en jævn overflade. Hvis der er lufthuller, vil det vise sig med det samme, når du maler eller tapetserer.

 

11. Lad det tørre i mindst et døgn

Lad spartlen tørre i mindst et døgn.

 

12. Påbegynd slibningen efter tørring

Efter tørringen kan du påbegynde slibningen med et slibebræt. Børst efter.

 

13. Gentag processen

Gentag processen med fuldspartling, udglatning og jævning af spartelkanter. Husk også at lade det tørre efterfølgende i mindst et døgn.

 

14. Slib kanter og hjørner omhyggeligt

Efter tørretiden skal du slibe kanter og hjørner omhyggeligt. Brug både slibebræt og slibeklods her. Tag dig god tid, og pas på, at du ikke sliber for meget. Børst til sidst væggen fri for støv.