Sådan vælger du gulvmaling
Et trægulv kan godt være trist at se på, hvis du netop har fjernet gulvtæpper eller linoleum. Selvom man sliber og plejer et gammelt trægulv, er det ikke altid sikkert, at resultatet bliver tilfredsstillende. Her kan en omgang gulvmaling tilføje nyt liv til slidte og trætte gulve. Der er også noget charmerende over et malet trægulv. Lys gulvmaling kan gøre et rum lyst og åbent, mens en mørk gulvmaling kan binde et rum sammen og give et kunstnerisk udtryk. Helt hvidmalede gulve med højglans kan være sarte. Derfor bruger mange en lysegrå, silkemat maling når gulvene skal være lyse.
At male et gulv kan også være en smagssag. Nogle gange ønsker man at give rummet et bestemt udtryk ved at male gulvet. Andre gange kan det være nødvendigt at give et trægulv en omgang med gulvmaling, fordi gulvet er for slidt til at kunne slibes helt ned. Førhen blev gulvtæpper og linoleum ofte sømmet fast, og det kan give mørke pletter på gulvet, hvor skidt kan samle sig. Med gulvmaling har man derfor også mulighed for at give gulvet et helt ensartet udtryk. Har dit trægulv mange huller, kan du eventuelt spartle dem ud, før du maler. Så får du en mere jævn overflade.
Du kan også få gulvmaling til beton- og cementgulve. Her kan du eksempelvis bruge en oliebaseret gulvmaling. Oliebaseret gulvmaling kan anvendes til både beton- og cementgulve, fliser og trægulve. Det er vigtigt at et gulv af beton eller cement er helt tørt før du bruger en oliebaseret gulvmaling. Det betyder, at det skal være mindst et halvt år gammelt.
Få et flot resultat med gulvmaling
Før du giver dit gulv gulvmaling, skal der lidt forberedelse til. Det giver det bedste resultat. Først og fremmest skal du rense gulvet grundigt inden det får gulvmaling. Det kan også være en god ide at slibe trægulvet med fint sandpapir. Er der steder, hvor trægulvet er meget ujævnt eller er gråligt, skal du slibe det ned, til der er en ren træoverflade. Har gulvet huller, giver det et pænere resultat, hvis du spartler dem. Efter du har slebet og spartlet, skal gulvet rengøres igen, før du giver det gulvmaling.
Når gulvet er helt tørt er det tid til at male. Gulvmaling kan både påføres ned en korthåret rulle eller en pensel. Begynd først med at male alle panelerne. Herefter maler du gulvet. Ofte skal gulvet have to eller tre gange, før du får en overflade der er helt dækkende. Præcist hvor mange gange gulvet skal males, kommer helt an på dets struktur og trætypen.
Et malet gulv kan vaskes med universalrengøring, der er opløst i rigelige mængder vand. Du bør ikke bruge hverken sæbespåner eller brun sæbe på et malet gulv. Du bør heller ikke bruge en skuresvamp, eller hård skurebørste på et malet gulv, da det kan skrabe gulvmalingen af. Det er også vigtigt at huske, at det tager tid for gulvmaling at hærde. Derfor bør du være lidt forsigtig med gulvet den første måneds tid.