Hvad er et blødgøringsanlæg?
Hvis du ikke har hørt om et blødgøringsanlæg før, så følger der her en forklaring på det. Den primære funktion med et blødgøringsanlæg er at fjerne kalk i vandet, så det bliver mere blødt. Vand kan inddeles i to typer i forhold til graden af kalk i det: 1) hårdt vand, som har meget kalk og 2) blødt vand, som har lidt kalk. Hårdt vand skal helst undgås, da det kan være skadeligt for husholdningsapparater, fliser, rengøringen af hjemmet, energiforbruget og meget andet – og det er her, at et blødgøringsanlæg kommer ind i billedet. Et blødgøringsanlæg vil nemlig aktivt reducere kalkniveauet i vandet, så du slipper for generne ved hårdt vand.
Fordele ved et blødgøringsanlæg
Der er mange fordele ved at have et blødgøringsanlæg, og de vigtigste kan du læse om her:
Fliser og klinker uden store kalkaflejringer
Oplever du ofte, at der er mange kalkaflejringer på fliser og klinker i badeværelset, som er umulige at komme af med? Så kan et blødgøringsanlæg hjælpe dig. Hvis du reducerer kalken i vandet, aflejrer der sig nemlig også væsentligt mindre kalk på overfladerne i badeværelset, så det bliver meget nemmere at rengøre det.
Husholdningsapparater uden kalk
Et andet sted, hvor der kan ophobe sig kalk, er i køkkenet. Her er det især husholdningsapparater som kaffemaskiner, elkedler, gryder, vandhaner m.m., der kan blive dækket helt til med kalk. Du skal både bruge tid og kræfter på rengøring af disse, ligesom det slider på dem, hvis de har meget kalk.
Længere levetid på hvidevarer og installationer
Kalk kan også sætte sig på rør, varmelegemer, filtre og ventiler, hvilket kan reducere levetiden på hvidevarer og installationer og forhøje udgifterne til reparationer. Mere blødt vand kan derfor også forlænge levetiden på hårde hvidevarer.
Blødere håndklæder og tøj
Er dine håndklæder og dit tøj ofte helt stift, når det har været i vaskemaskinen? Det er faktisk kalk, som er årsagen til dette. Med mindre kalk i vandet får du derfor blødt tøj uden at skulle bruge skyllemiddel. En anden fordel er, at farverne bedre bliver bevaret i tøj, hvis der er mindre kalk.
Mere glansfuldt hår og blødere hud
Meget hårdt vand kan gøre, at håret mister sin glans. Huden kan samtidig blive irriteret og tør. Derudover kan shampoo, cremer og andre hudprodukter have svært ved at trænge ind, da kalken sætter sig som en belægning på huden, der blokerer for pleje- og skønhedsprodukter. Hudens naturlige olier kan også bedre bevares, hvis vandet er blødt. Gør derfor dit hår og din hud en tjeneste ved at gøre hårdt vand blødere.
Spar på energien med blødere vand
Rør og installationer med meget kalk kan resultere i, at det bliver brugt mere energi på varme og på at føre vandet rundt i rørene. Samtidig kan elkedler og kaffemaskiner fyldt med kalk gøre, at maskinerne bruger mere energi på at varme vandet op. Derfor kan blødere vand hjælpe med at minimere energiforbruget i hjemmet.
Hvordan virker et blødgøringsanlæg?
Blødgøringsanlæg kan virke på forskellige måder alt efter typen. Generelt virker det dog ved, at kalken fjernes med hjælp fra en såkaldt ionbytningsteknologi. Den gør, at vandet bliver ledt gennem et filter, som erstatter kalkpartiklerne med natriumioner. Herefter vil vandet blive blødere, og du vil opleve alle fordelene af det i din hverdag.
OBS: Når anlægget skal opsættes, anbefales det af mange producenter, at der bibeholdes et lille niveau af kalk i vandet, så det ikke bliver 100% kalkfrit – det skyldes bl.a. smagen på drikkevandet.
Hvordan ved du, om du har brug for et blødgøringsanlæg?
Det er ikke alle, der har brug for et blødgøringsanlæg. Det kan være, at du bor i et område, som helt naturligt har blødt vand. I Danmark svinger hårdhedsgraden af vand meget. Særligt i storbyer vil der ofte være hårdt vand, mens der i bl.a. Vestjylland er mange områder med naturligt blødt vand. København og omegn er et område, hvor der flere steder er udfordringer med meget hårdt vand. Hvis du er nysgerrig på at vide, om dit område har enten blødt eller hårdt vand, kan du læse mere om det på GEUS hjemmeside.
Der kan dog også være indikationer på, at dit vand er hårdt. Det er bl.a. kalkaflejringer på fliser, brusehoveder og glas i badeværelset, og at der ofte ophober sig kalk i køkkenapparaterne. Det kan også være, at du oplever, at din hud og dit hår ofte er tørt. Hvis du gerne vil have en præcis måling af vandets hårdhed, kan du bruge teststrips, som måler kalkindholdet i vandet.
Hvad kræver det at få et blødgøringsanlæg i hjemmet?
Der kan være mange overvejelser, før du vælger, om du vil installere et blødgøringsanlæg eller ej. Den første overvejelse kan være, hvordan det skal installeres. Her skal det understreges, at du ikke selv må installere det, da det skal gøres af en autoriseret VVS-installatør. Så med mindre at du selv er autoriseret VVS-installatør, er det nødvendigt, at du hyrer professionel hjælp til den opgave.
Derudover kan det være, at du spekulerer på, om anlægget kræver meget vedligeholdelse. Her er svaret, at løbende vedligeholdelse af anlægget er nødvendig. Eksempelvis skal der påfyldes salt på anlægget. Hvor ofte det skal gøres, veksler fra anlæg til anlæg, men det er typisk hver 1-2 måned. Samtidig er der også behov for, at anlægget en gang i mellem får service og let rengøring. Helt overordnet kræver det dog ikke meget tid at have et blødgøringsanlæg, da det meste af vedligeholdelsen er hurtigt overstået.
Hvilket anlæg skal du vælge?
Blødgøringsanlæg findes i mange typer og varianter. Først og fremmest er det vigtigt, at du vælger et anlæg ud fra størrelsen på husstanden og vandforbruget i hjemmet. Er der kun få personer i husstanden, er det ikke nødvendigt med et stort blødgøringsanlæg, mens en lejlighedsopgang har brug for en af de helt store anlæg. Herudover findes blødgøringsanlæg med forskellige funktioner, som kan være rare i hverdagen. Der er bl.a. mere moderne anlæg, som kan overvåges via apps på mobilen. Læs mere om det under de enkelte modeller og find ud af, hvilket anlæg som passer til dine behov.



















