Sådan får du styr på opbevaring

Sæt bøgerne til vægs, del opslagstavlen op, og gem rodet væk i lommer og kasser på hjul. Her kommer syv skarpe opbevaringsidéer – samt en nem vejledning til, hvordan du fører dem ud i livet.

Gode opbevaringsløsninger gør det nemt at holde orden, og når først der er styr på det praktiske, får hjernen ro til at koncentrere sig om noget, der er sjovere og meget vigtigere. Her har vi indrettet et arbejdsrum med sort, støvet blå og rå krydsfiner som de samlende elementer. Mens umalet træ i store mængder nemt kan give et lidt tungt og ufærdigt udtryk, så er det i mindre målestok med til at understrege en rå og uformel stil. Alle materialer, der er brugt i artiklen, kan købes i Silvan.

Kassetænkning

Store kasser på hjul er hyggelige, praktiske og tilgængelige, giver masser af opbevaringsplads og holder bordet og gulvet fri for rod. Her har kasserne fået lov til at stå i råt træ. Du kan også male dem i samme farve som væggen, det vil give et mere roligt udtryk. For at skabe kontrast og stramhed er bordpladen og hylderne malet sorte.

En tavle til hver

I stedet for en rodet opslagstavle, hvor alt hænger i en stor rodebunke, har hvert familiemedlem fået sin egen praktiske opslagstavle. Opslagstavlerne er skåret ud i ens kvadrater af henholdsvis en masonitplade og en mdf-plade. Masonitpladerne er beklædt med stof (hæftes bagpå med en hæftepistol eller små stifter), og mdf-pladerne er malet med magnetmaling.

Få aftalerne frem i lyset

Hele den ene væg i køkkenet er malet med matsort tavlelak, så den kan bruges til en praktisk og hyggelig beskedvæg. Køkkenskabet (Domestic sort eg) er sat sammen af flere elementer og samlet med sorte mdf-plader til et indbygget skab, der passer perfekt til rummet.

Skænk med oceaner af opbevaringsplads

Skænken, der havde sin første storhedstid i 1950’erne og 60’erne, er stærkt tilbage i boligen. Som alternativ til de nye dyre designerskænke kan du vælge at bygge din egen og samtidig få den i nogle mål, der passer perfekt til rummet. Her er en række køkkenovenskabe (Domestic, sort eg) hængt op som et samlet møbel langs hele den ene væg. Spisebordet er lavet – enkelt og billigt – af to krydsfinerplader samlet på bukke.

Hjemmebygget bogreol a la en tallerkenrække

Bøger og magasiner er med til at give hjemmet personlighed, og især når de ligger fremme, er det med til at sætte liv i indretningen. Stolen er en gammel arvestol, som er malet hvid. Puffen er lavet ud af et stykke fast skumgummi, som derefter er betrukket med hør.

Herunder kommer en lille trin-for-trin guide til, hvordan du selv kan lave en bogreol a la en tallerkenrække.

Sådan gør du:

1. Opskær en 21-mm-krydsfinerplade i de ønskede mål. Her måler pladen 122 x 157 cm.

2. Skær med rundsav en kant på 7 cm, og lim og skru den fast på bagpladen.

3. Skær ud til bundstykker og frontstykker på 5 cm. Lim og skru også bunden og frontstykket på plads med en afstand, så der er plads til bøger.

4. Laker til sidst hylden med to gange mat lak. Det er vigtigt, at der slibes mellem første og anden gang, da træet rejser sig ved påføring af lak.

Tavle med lommer

En redskabstavle med lommer er god til opbevaring af sakse, blyanter, lim og andre ting, som er rare at have lige ved hånden. Herunder kommer en guide til, hvordan du selv kan lave en tavle med praktiske lommer.

Sådan gør du:

1. Skær en bagplade ud i 21-mm-krydsfiner. Her måler den 122 x 151 cm.

2. Skær de små plader til boksene ud i 11-mm-krydsfiner. Størrelsen fastsættes efter behov. På denne tavle er målene på bredden henholdsvis 11 cm, 22 cm og 35 cm. Dybden i boksene er 8 cm, som er en god dybde til fx blyanter og sakse. Højden på alle boksene er 9 cm.

3. Saml boksene med møbelvinkler på bagpladen, og søm og lim dem i samlingerne. Brug ikke skruer, da det nemt vil flække krydsfineren.

4. Placer dem på bagpladen og laker det hele med to gange mat lak. Husk at slibe mellem første og anden gang, da træet rejser sig ved påføring af lak.

Langbord (næsten) uden ben

En smal bordplade, der løber fra væg til væg, er genialt, hvis du ønsker at skabe en rummelig arbejdsplads på forholdsvis få kvadratmeter. Sæt bordpladen op, så den hviler på lister, der er skruet på væggen. På den måde undgår du for mange bordben og vinder en masse siddeplads.