Selvom kalenderen siger efterår, og vejret er fugtigt og koldt, er der masser af opgaver, som du kan løse i haven. Ved at klargøre haven i efteråret kan du nemlig gøre den klar til foråret, når planterne begynder at spire frem igen. Du vil utvivlsomt blive glad for dine forberedelser i efteråret, når det bliver forår og sommer. Med det rette forarbejde kan du begrænse mængden af ukrudt i haven, så du får tid til det lidt sjovere havearbejde. Samtidig kan du også sikre dig, at jorden i haven bliver klar med masser af næring. Læs med her, hvor du får 10 gode råd til, hvad du kan lave i haven i efteråret.
Sensommeren og efteråret er den tid, hvor æbler og pærer begynder at blive modne, så du kan begynde at plukke dem. De tidligste æble- og pæresorter kan allerede høstes fra august, mens de sidste æblesorter kan plukkes i begyndelsen af november. Hvornår du skal plukke æbler og pærer, afhænger dog fuldstændigt af den enkelte sort. Herunder får du en oversigt over, hvornår du kan plukke de forskellige sorter.
Der er altså meget stor forskel på, hvornår de forskellige æbler og pærer er modne. Er du i tvivl, om et æble er modent, findes der et simpelt trick, som kan afsløre det: drej æblet på grenen en halv omgang. Hvis det slipper grenen, kan du plukke det. Ellers kan du se plukketiden og opbevaringsperioden for æbler og pærer her:
Æbler
Æblesort | Optimal plukketid | Opbevaringsperiode |
---|---|---|
Discovery | Uge 34-35 | Uge 35-37 |
Filippa | Uge 38-39 | Uge 39-52 |
Gråsten | Uge 38-41 | Uge 41-49 |
Cox orange | Uge 41-43 | Uge 43-52 |
Ingrid Marie | Uge 41-45 | Uge 45-52 |
Elstar | Uge 40-44 | Uge 44-51 |
Golden Delicious | Uge 43-46 | Uge 46-52 |
Pærer
Pæresort | Optimal plukketid | Opbevaringsperiode |
---|---|---|
Colorée de Juillet | Uge 30-34 | Spises inden for få dage |
Clara Frijs | Uge 38-39 | Spises inden for få dage |
Anna | Uge 41-45 | Uge 45-48 |
Den rette opbevaring af æbler og pærer har stor betydning for, hvor lang tid de kan holde sig friske og spiselige. For at kunne få glæde af æblerne så længe som muligt bør du plukke dem, lige før de er helt modne. I øvrigt bør du bruge en frugtplukker for at undgå, at æblerne får stød. Æblerne og pærerne skal opbevares et fugtigt og køligt sted, som er frostfrit. Hvis du opbevarer frugterne et sted med betongulv, kan du med fordel hælde en smule vand på gulvet for at øge luftfugtigheden. Husk i øvrigt at fjerne de rådne æbler, da de kan fremskynde rådningsprocessen på de friske æbler.
En anden oplagt efterårsaktivitet er at lave frugtsaft – og her kan du helt oplagt bruge æblerne til at lave lækker saft. Du kan samle hele familien til saftpresning, som børn også synes er en sjov aktivitet. Hos Silvan kan du både finde en saftpresser, frugtkværn og saftpose, så du kan finde alt udstyr til at lave saft hos os. Du kan forresten også bruge nedfaldsfrugter til æblesaft, så længe du skærer evt. råd og skimmel væk og undgår æbler med orm og insekter.
September er en god periode at plante mange planter. Her er det eksempelvis et godt tidspunkt at plante nye stauder. Du kan også grave nogle af de gamle stauder op og adskille dem i mindre stykker med en spids spade. Disse kan du plante rundt om i haven. I øvrigt behøver du ikke at klippe de gamle, visne stauder ned. Dem kan du sagtens lade blive, så de kan pynte i vinterlandskabet.
Selvom det kan lyde lidt modsætningsfyldt, så skal du faktisk plante forårsløg i efteråret. Det gør, at de vil spire frem og blomstre i foråret. Forårsløg er f.eks. krokus, tulipaner, påskeliljer og scilla. Plant dem steder, hvor du synes, at de vil passe ind i haven. Det skal helst være synlige steder, så du kan få så meget glæde af dem som muligt.
Efteråret er også den bedste periode til at plante løvfældende træer og buske. Det skyldes, at jorden er fugtig, så planterne kan danne nye rødder, før det tørre og varme vejr om sommeren rammer. Hvis jorden ikke er frossen, kan du plante træer og buske hele vinteren. Stedsegrønne træer og buske skal dog plantes i sensommeren.
Frostfølsomme planter – såsom pelargonier, sommerfuglelavendel og fuchsia – skal du flytte indendørs i løbet af efteråret, da de ikke kan holde til frostvejr. Derudover kan krydderurter heller ikke holde til det kolde vejr, så dem bør du også flytte indenfor. Hvis du lader de frostfølsomme planter overvintre i drivhuset, skal du huske at dække dem til med fiberdug. Er det en hård vinter med meget kulde og sne, kan det være svært for de frostfølsomme planter at overleve i drivhuset. Du skal desuden også huske at flytte krukker indenfor, hvis de ikke kan holde til hård frost.
Kan du ikke flytte nogle af de frostfølsomme planter indendørs, kan du i stedet dække dem til over vinteren. Det kan du bl.a. gøre med gran eller fiberdug. Der findes dog også særlig vinterbeskyttelse til de forskellige havebede og planter, som du kan købe hos Silvan. Du kan både finde vinterbeskyttelse til krukker, bede og større planter som buske og træer.
Nedfaldsbladene på græsplænen skal du rive sammen. Store bunker med blade på plænen kan være ødelæggende, da der ikke kan komme lys og luft til plænen. Det kan derfor resultere i, at plænen får svamp og skimmel. Du behøver dog ikke at køre bladene til genbrugsstationen. I stedet kan du fordele dem i bedene og rundt om træer og buske. Her vil det fungere som en form for gødning vinteren over. Et trick er i øvrigt, at du kører plæneklipperen over bladene, hvorefter du fordeler dem i bedene. Så bliver de nemlig hurtigere nedbrudt.
Gør dig selv en tjeneste, og lug haven for ukrudt i efteråret. Det ukrudt, som du fjerner, vil nemlig ikke komme igen i foråret. Du får altså langt mindre ukrudt i haven om foråret, hvis du sørger for at luge ud i haven i efteråret. Du bør også rydde op i haven og rive den, så den er klar til brug i foråret.
Køkkenhaven kan du også med fordel gøre klar i efteråret. Eksempelvis kan du vende de øverste 10 cm af jorden med en spade og løsne jorden med et havegreb.
Efteråret er også der, hvor du skal slå græsset for sidste gang. Græsset stopper med at vokse, når jordtemperaturen er 6-7 grader. Du kan måle temperaturen i jorden med et jordtermometer. Det er svært at sige præcist, hvornår jordtemperatur kommer ned i det leje, da det veksler fra år til år. Typisk skal du slå græsset for sidste gang i midten eller slutningen af oktober.
Når du slår græsset for sidste gang, skal du ikke klippe det under 4 cm. Modsat skal det heller ikke være for langt, da der i så fald kan komme sneskimmel i plænen. Du bør også rive plænen, fjerne mos og de tykke lag af visne blade.
Måske tror du, at foråret og sommeren er de bedste perioder at så græs, men faktisk er jorden helt perfekt til at så græs i september. Det skyldes, at jorden er varm og fugtig. Har du planer om at få nyt græs, kan du altså sagtens så det i september. Du kan læse mere om at så græs i vores guide, Sådan anlægger du en ny græsplæne.