Guide: Inspiration til indretning af lille og stor altan

Hvordan kan du indrette din altan?

Altanen er et helt centralt rum for mange moderne lejligheder. Det er en forlængelse af hjemmet og et ekstra leverum, hvor du kan samle familie og venner til middage og et glas kold hvidvin en lun sommeraften. For at du kan få den optimale altan, som både giver plads til afslapning og samvær, er indretningen af altanen meget vigtig. Du har heldigvis uendelige muligheder for at indrette altanen – kun fantasien sætter grænser. Dog afhænger din indretning af altanen af mange faktorer – f.eks. altanens størrelse, og hvad du primært vil bruge den til.

Altankasser giver liv og farver på din altan

En smart metode til at få planter og liv på altanen er med altankasser. Mange hænger på rækværket af altanen, og derfor tager de ikke plads fra altanens rum. Huske at købe dem i hårdført materiale, da de bliver udsat for meget rusk og regn. Du kan med altankasser få alverdens farver på altanen med smukke blomster og planter. Du kan også udnytte det til at skabe en lille nyttehave. Især krydderurter egner sig godt til altankasser, da de ikke kræver så meget jord. Krydderurter og blomster kan du også fint kombinere i samme kasse ved siden af hinanden. Du skal læse mere om forspiring af bl.a. krydderurter i vores guide til forspiring.

Altanafskærmning beskytter dig imod blæst og nysgerrige blikke

Privatlivet er vigtigt på en altan  – Især hvis du bor centralt i byen, hvor mange kan se op på din altan. Her er en altanafskærmning det rette valg til at give dig mere privatliv, når du bruger altanen. Desuden er det danske vejr ikke altid så lunt, og især blæst kan være afkølende. Her kan en altanafskærmning give dig læ for kolde briser, så du også på mere blæsende dage kan være ude på altanen. Du kan få altanafskærmninger i mange varianter og farver og mere neutrale farveudtryk som hvid og grå.

Terrassefliser giver hygge og stil til din altan

Da altanen helst skal være en forlængelse af hjemmets rum, er det vigtigt, at du har det helt rigtige underlag på altanen. Et kedeligt og gråt betongulv på altanen kan være svært at gøre hyggeligt. En nem metode til at få et helt nyt gulv og udtryk på altanen er med terrassefliser. Terrassefliser giver dig en helt ny altan, som du kan træde ud på med bare tæer, uden at det er ubehageligt at gå på altanens underlag. Terrassefliser fungerer på den måde, at du sætter dem sammen med et kliksystem, så de er ret simple at montere. Nogle af terrassefliserne – eksempelvis dem af komposit – er endda næsten helt vedligeholdelsesfrie, så du er fri for at passe og pleje dem.

Inspiration til indretning af lille altan

Har du en altan af lille størrelse, er der stadig masser af muligheder i den. Du kan både indrette en lille have og opholdsrum. Med lidt kreativitet kan du få en altan, hvor der både er plads til at nyde en middag med en ven og at gro blomster og krydderurter. Selvfølgelig har en lille altan ikke samme muligheder for at indrette flere rum, som en stor altan har, men mindre kan også gøre det. For at få mere plads på den lille altan kan du udnytte højden til at skabe mere rum til opbevaring. Nedenfor vil du få mere inspiration til, hvordan forskellige genstande kan give dig en lækker og brugbar altan i lille størrelse.

Cafésæt – fold det sammen, når det ikke er i brug

Et lille cafésæt kan give dig et bord og et par stole til altanen. Det giver mulighed for at nyde en middag på altanen eller en kop kaffe om morgnen. Du kan udnytte pladsen på altanen endnu mere, hvis du køber et foldbart cafésæt. Så kan du folde bordet og stolene sammen, når de ikke bruges, og dermed spare plads. 

Lyskæder giver dig lys og stemning uden at bruge plads

Lyskæder giver dig lys og hyggelig stemning til de mørke aftener på altanen. Selvom altaner primært bliver brugt om sommeren, så giver lyskæder dig også mulighed for at bruge en altan i vinterens mørke, da de kan lyse altanen op. Det smarte ved lyskæder er, at de faktisk overhovedet ikke behøver at optage noget af pladsen på altanen. F.eks. kan du sætte dem på rækværket eller muren. 

En lille havebænk giver dig siddepladser og opbevaringsmuligheder

Vil du gerne have en fast siddeplads på altanen, kan du anskaffe dig en lille havebænk. En havebænk kan du placere i altanens hjørne, hvor du både kan bruge den til siddeplads og opbevaringssted. Når du ikke sidder på bænken, kan du bruge den til at have potter og krukker stående med planter. Sørg for at have nogle dejlige, bløde hynder til havebænken, så du kan sidde behageligt.

Inspiration til indretning af stor altan

Har du en stor altan, har du fantastiske muligheder for at få det uderum, som du drømmer om. Du kan udnytte størrelsen til at skabe flere rum og områder, så du f.eks. kan få et haveområde, grillområde og spiseområde – eller hvad du nu ønsker. Du kan også få uderum med bløde og behagelige møbler, som du kan slappe af i. Store altaner giver dig derfor for alvor muligheden for at gøre altanen til en forlængelse af hjemmet, hvor du kan lave et rigtigt leverum til samvær og hygge.

Få et lækkert sofahjørne med et loungesæt fyldt med puder og plaider

Et loungesæt flytter stuens hyggelige stemning ud på altanen. Med et loungesæt får du både et bord og en eller flere sofaer med bløde, lækre hynder. Du kan f.eks. få en sofa med chaiselong, som du kan slænge dig i, mens du nyder solens varme. Du kan også få en stor hjørnesofa, som hele familien kan sidde på, så I alle kan samles rundt om sofabordet til hyggeligt samvær. Udnyt derfor pladsen på den store altan til at skabe et loungeområde med et loungesæt.

Saml familie og venner rundt om et havebord

Et havebord er oplagt at have, hvis du skal holde en grillaften med vennerne på altanen. Der er mange forskellige typer, som du kan vælge imellem. Du kan både få runde haveborde i forskellige størrelser og firkantede aflange haveborde. Og så findes de i flere slags materialer og farver – både metal, træ og plastik. Hvis du bare gerne vil have et cafébord til altanen, kan du få et smart cafébord/havebord, som du kan montere på rækværket.

Lanterner og lys skaber en unik stemning 

Lanterner og levende lys kan skabe en helt unik stemning på altanen. Det kan være hyggeligt på både den lille og store altan. Husk dog altid sikkerheden, når der er tale om levende lys. Alternativt kan du bruge LED-bloklys, så du slipper for at holde øje hele tiden. De skal som regel blot tages ind, når det er køligt og/-eller ikke udsættes for vand. 

Skab en have på altanen med krukker

Har du tænkt dig at få et område med en lille have på altanen, eller skal du måske ligefrem gøre hele altanen til en have? Så er krukker helt oplagte til at skabe en smuk og frodig have. Krukker kommer i mange former, størrelser og farver, så du kan både få en eksotisk middelhavsstemning på terrassen eller en mere minimalistisk nordisk stil. Drømmer du om en have på altanen med masser af blomster, krydderurter, grøntsager og måske endda små træer, ja, så skal du have fat i nogle krukker.

Inspirationsliste til altaner Lille altan Stor altan
Anbefalede siddepladser Caféstole og lille havebænk Loungesæt, havestole og havebænk
Anbefalet bord Cafébord (evt. cafébord til gelænder) Havebord
Anbefalet belysning Lyskæder og lanterner Lyskæder, lanterner og fakler
Anbefalede beholdere til planter Altankasser og evt. små krukker Altankasser og krukker