Fra skabslokum til luksusbadeværelse
Lys, luft og luksus samt indbygget plads til opbevaring var nøgleordene, da fotograf Kira Brandt udskiftede sit lille grimme københavnertoilet med et stort lækkert badeværelse.
Da interiørfotograf Kira Brandt fik muligheden for at overtage en 110 m² stor andelslejlighed på Frederiksberg, var hun ikke i tvivl om, at det skulle være hendes nye hjem. Problemet var bare, at der manglede et badeværelse. Lejligheden havde rigeligt med kvadratmetre, så Kira gik i tænkeboks. Resultatet blev en rokade, hvor hun inddrog en af stuerne til et nyt køkken og byggede det gamle køkken om til badeværelse.
Lejlighedens gamle toilet, der blev etableret tilbage i 1970’erne, var anbragt i et rum af skabslignende dimensioner - i et hjørne af det gamle køkken. Derfor var det nemt at rive væggen mellem de to rum ned uden at skulle bøvle med ny faldstamme, vandinstallationer og afløb.