Sikringer

Filter
 Produkter
Liste
Galleri

Stort udvalg af sikringer og automatsikringer til hjemmet

De fleste af os tænker ikke over dem i hverdagen. Men vi bruger dem indirekte hver eneste dag, stort set hele dagen. Og det er naturligvis sikringer, vi taler om. De er en fast del af eltavlen i ethvert hjem. Hvis du har en ældre eltavle, har du højst sandsynligt de klassiske smeltesikringer, som skal skiftes, hvis de sprænger. Hvis du har en nyere installation, har du derimod nok automatsikringer i stedet. I Silvan finder du både smelte-, fin- og automatsikringer samt HPFI-relæ. Du finder altså lige det du skal bruge, hvis der er gået en sikring, eller hvis den gamle installation skal opdateres.

Hvilke typer findes der?

Der findes flere forskellige typer af sikringer, og de fungerer lidt forskelligt. Herunder kan du læse mere og blive klogere på de forskellige typer, du finder i Silvan.

Smeltesikringer (propsikringer)

Smeltesikringer, eller propsikringer, er de klassiske sikringer, som du garanteret kender. De helt gamle er lavet i porcelæn, og indeholder en tynd metaltråd. De lidt nyere, Neozed-sikringer, ligner en lille patron, og de indeholder også en tynd metaltråd. Hvis der sker en fejl i en installation, og der dermed kommer fejlstrøm, som overstiger den tilladte i sikringen, så smelter metaltråden, og strømmen slår fra. Heraf navnet, smeltesikring. Hvis det sker, sprænger sikringen, og så skal den skiftes ud med en ny. I Silvan finder du smeltesikringer på 10 A, 13 A, 16 A og 24 A. Denne type findes i rigtig mange hjem, hvis der endnu ikke er blevet udskiftet med automatsikringer.

Automatsikringer

Ligesom smeltesikringer, beskytter automatsikringer mod overbelastning i elinstallationen. De har altså samme formål, men måden de fungerer på afviger fra hinanden. Ved en automatsikring slår den nemlig automatisk fra, hvis den registrerer fejlstrøm højere end det tilladte. Hvis den slår fra, tænder du blot på knappen igen – naturligvis efter du har afhjulpet det problem, der var skyld i, at den slog fra. Her slipper du altså for den fysiske udskiftning af sikringen, og du behøver derfor ikke have ekstra liggende på lager. Langt de fleste installationer bliver i dag lavet med den automatiske type. I vores sortiment finder du automatsikringer på 10 A, 13 A og 16 A.

Finsikringer

Finsikringer er helt små sikringer, der f.eks. bruges i elektronik og lysdæmpere. De ser lidt anderledes ud end de klassiske typer. Det er i bund og grund også en type af smeltesikringer. De indeholder nemlig også en tynd metaltråd, der smelter ved fejlstrøm. En finsikring er typisk lavet af enten glas eller keramik med en lille metalkontakt i hver ende. I Silvan finder du finsikringer på 0,8 A og 1 A.

Sikr dig selv og familien mød stød med et HPFI-relæ

I forbindelse med sikringer, har du måske også hørt ordet HPFI-relæ eller fejlstrømsafbryder. I enhver bolig skal der være en HPFI-fejlstrømsafbryder. Den sikrer nemlig, at hverken du eller din familie får stød, hvis der går overgang eller ”fejlstrøm” i et af dine apparater i hjemmet. HPFI står for Højfølsom (H), Pulserende (P), Fejl (F), Strøm (I er symbolet for strøm). Relæet sørger for at slukke for strømmen med det samme, hvis det opdager fejl i strømmen fra noget elektronik i dit hjem. Det betyder i bund og grund, at du sikrer dig selv, din familie og evt. kæledyr mod stød, hvis der f.eks. går overgang i opvaskemaskinen eller lignende.
TIP! Husk at teste din fejlstrømsafbryder mindst én gang om året og gerne to gange.

Hvad er forskellen på et HFI- og et HPFI-relæ?

Det kan til tider være svært at navigere i de mange termer inden for elektricitet. I hvert fald, hvis du ikke er fagperson. Der er dog nogle ting, som det giver god mening, at du sætter dig ind i – det er bl.a. HFI- og HPFI-relæer, også kaldet fejlstrømsafbrydere. Men hvad er så lige forskellen på de to? Hvad gør det ekstra ”P” i HPFI-relæ? Som nævn ovenfor, står P’et for ”Pulserende”. Et HFI-relæ virker kun på 230/400 V AC – altså vekselstrøm, som kommer ud af stikkontakterne. Men meget af den moderne teknik, som f.eks. spillekonsoller, bærbare computere og vaskemaskiner, kører på 24 V DC – altså pulserende jævnstrøm.

Problemet med et HFI-relæ er, at det ikke er bygget til at mærke og reagere på jævnstrømmen fra de nyere apparater. Og det kan altså resultere i, at fejlstrømmen bliver på mere end 30 mA. Det kan give et ordentligt rap over fingrene, og kan i sidste ende også være farligt – især hvis personen har dårligt hjerte eller en pacemaker. Så det er vigtigt, at du sætter dig ind i, hvad du har i din eltavle, så du kan få den sikreste og mest optimale løsning til dit behov.