Pleje af havemøbler af træ

Havemøbler i træ har i de fleste tilfælde godt af en behandling med træolie 1-2 gange om året. På denne måde bevarer du kvaliteten og et flot udseende. I denne guide får du en vejledning i, hvordan du bedst plejer dit havemøbel.


Tip: I denne video er der anvendt en oliebaseret træolie. Du kan også anvende en vandbaseret træolie. Vi anbefaler, at du til fremtidige behandlinger vælger den samme type træolie (enten olie- eller vandbaseret), som er brugt på træet i første omgang.

1: Opblanding af trærens

Start med at opblande trærens med vand. Følg instruktionerne for blandingsforholdene på det specifikke produkt. Det står som regel på bagsiden af flasken.

 

2: Fjern belægninger og snavs

Brug en kraftig børste sammen med trærensen til at fjerne belægninger og snavs. Lad derefter havemøblerne tørre.

 

3: Slib træet

Når træet er er tørt, kan du gå i gang med at slibe. Brug en slibeklods og et stykke sandpapir (K120) til at slibe grundigt i årernes retning.

 

4: Børst støvrester af træet

Fjern alle støvrester fra havemøblet med en blød børste. Du kan eventuelt bruge en kompressor.

 

5: Påfør træolie på træet

Brug en pensel til at påføre et godt, dækkende lag med træolie. Fjern overskydende olie med en tør klud. Undgå at påføre olien i direkte sollys.

Du kan med fordel påføre et ekstra lag med træolie efter 24 timer.

 

6: Lad havemøblerne tørre i 24-48 timer

Stil de nymalede havemøbler et tørt sted uden direkte sollys. Lad dem tørre i 24-48 timer, inden du tager dem i brug.