Alt du skal vide om træbeskyttelse

Hvordan passer man bedst på sit træ, hvornår skal man grunde, og er det alle træsorter, der skal grundes? Vi har spurgt vores produktchef inden for farve, Ercemit Sarac, om nogle af de mest almindelige spørgsmål om træbeskyttelse.
…
Kender du tape-testen? Læs med, og find ud af, hvordan du med et enkelt stykke tape kan tjekke, om dit træ er klar til beskyttelse.
Hvornår kan træet grundes?
Når træet er rent, tørt og ikke smittende, kan det grundes. Jeg anbefaler, at du klargør træværket inden grundingen ved at rense det med GORI Trævask eller Domestic Grundrens. Hvis der er belægninger på træværket, kan du med fordel benytte GORI Fjern Belægninger, inden du grunder dit træværk.

Hvornår bør man grunde træværket?
Du bør som udgangspunkt altid grunde ubehandlet træværk, da du på den måde opnår en langt bedre beskyttelse.

Hvad med tryk- eller vakuumimprægneret træværk. Skal det også grundes?
Hvis det drejer sig om nyt trykimprægneret træværk, er det i princippet ikke nødvendigt, men jeg vil alligevel anbefale, at du grunder, da det er med til at holde træet friskt og sundt. Og hvis det
har stået ubeskyttet i mere end seks måneder, er det under alle omstændigheder et godt valg at grunde. Vakuumimprægneret træ bør ikke grundes, før der er gået seks måneder, men derefter er det en god idé med en behandling.

Skal tidligere behandlede træoverflader grundes inden maling?
Som udgangspunkt er det ikke strengt nødvendigt at grunde, inden du træbeskytter. Men som sagt tidligere: Hvis du vil beskytte dit træværk optimalt, er det altid en god idé at grunde, inden du
begynder den videre behandling.

Er der træsorter, som ikke behøver grunding?
Ja, de fleres eksotiske træsorter er naturligt beskyttet mod råd og svamp og skal derfor ikke grundes.

På hvilken tid af året er det bedst at træbeskytte?
Sæsonen starter i foråret, og hvis vejret tillader det, fortsætter den til
langt hen på efteråret. Generelt er det ideelt at træbeskytte, når:

1. Træværk og facader ikke er fugtige.
2. Dagtemperaturen er mellem 10 og 25 grader.
3. Luftfugtigheden er under 80 pct.

I udendørs træværk må fugtigheden maks. være 18 pct., og i vinduer og døre må fugtigheden maks. være 15 pct. Fugtigheden i selve træværket kan du måle meget præcist med en fugtighedsmåler. Du kan købe fugtighedsmålere hos SILVAN. Fås til priser fra 100 kr.

Er der andre forhold, som man skal være opmærksom på?
Ja, fx er det en rigtig dårlig idé at male i direkte sol, fordi træbeskyttelsen tørrer for hurtigt. Det kan resultere i en ujævn og “stribet” overflade, og træbeskyttelsen vil ikke kunne nå at trænge ordentligt ind i overfladen.

Har du nogle gode tip, inden man går i gang?
Det er helt afgørende for resultatet, at træbeskyttelsen kan hæfte og trænge ind i træet. Derfor skal træet være rent, fast og bæredygtigt, før du begynder behandlingen. På behandlet træ kan overfladen ofte være afsmittende eller skalle af, og på nyt træ kan der være løse træfibre i overfladen. Jeg vil derfor foreslå, at du starter med at lave en simpel test med et stykke tape for at se, om overfladen er klar til at træbeskytte.

Ta’ en tapeprøve

Du kan tjekke træets overflade med en tapeprøve:
…
Trin 1
Undersøg, om træet er tørt, ellers vent.
…
Trin 2
Tag 30 cm tape. Sæt de 20 cm fast på træet, og brug de sidste 10 cm til at holde i. Gnid tapen godt fast med en negl og lad det sidde i 1 minut.
…
Trin 3
Hiv tapen af i et hurtigt ryk. Hvis der sidder materiale eller træfibre på bagsiden af tapen, er træoverfladen ikke rengjort eller slebet godt nok.
Hvad er bedst, olie- eller akrylbaseret træbeskyttelse?
Det kommer helt an på opgaven og træets tilstand. Akrylbaseret træbeskyttelse er særligt velegnet til nyt træværk. Det giver en meget lang holdbarhed med en fleksibel og farvestabil film, som ikke kridter, og så er produkterne nemme at arbejde med, fordi værktøjet kan rengøres med vand og sæbe. Oliebaseret træbeskyttelse er særligt velegnet på nedslidt og revnet træværk
og er mindre vejrfølsom under påføring og tørring. Hvis du ikke ved, hvad træet tidligere er behandlet med, så vælg en træbeskyttelse på akrylbase (vandbase).

Kan man skifte mellem de to typer produkter fra gang til gang?
Nej, ikke altid. Du kan altid påføre vandbaseret træbeskyttelse på træ, der tidligere er behandlet med oliebaseret træbeskyttelse. Men ikke omvendt. Hvis træet én gang har været behandlet med
akryl/vandbaseret træbeskyttelse, kan du ikke bruge et oliebaseret produkt. Med mindre, selvfølgelig, at du først sliber træet totalt ned til “rent” træ.