Systemhegn

Kategorier
Filter
 Produkter
Liste
Galleri

Hvad er et systemhegn?

Med et systemhegn kan du ramme din have ind, så du kan skabe din helt egen lille oase. Et systemhegn er en simpel måde at opsætte et hegn på. Mens mange andre hegntyper kræver en del håndværksmæssige evner, så kan de fleste – med lidt hjælp – opsætte et systemhegn. På denne måde kan du skabe læ og ro i din have. Silvan har et stort udvalg af systemhegn i mange materialer. Du kan bl.a. sammensætte systemhegn med træ, komposit og glas. Dermed kan du finde det systemhegn, som du drømmer om i lige netop din have.

Et systemhegn er en form for hegn, der er opbygget i moduler. Det er lavet på den måde, at det består af stolper med udfræsede profiler, som passer perfekt til de tilhørende brædder eller elementer. Stolperne kan købes som både runde og firkantede og i materialer som træ, komposit og aluminium. Profilbrædderne kommer også i mange forskellige udgaver. F.eks. kan du vælge den klassiske klinkprofil, blokhusprofil, V-fugeprofil og skyggefugeprofil. Selvom det er mest oplagt at bruge et systemhegn til at lave et hegn i haven, kan du dog også bruge det til andre projekter. Se bl.a. vores guide til, hvordan du kan bygge højbed og blomsterkasse eller du kan bygge en sandkasse af systemhegn.

Fordele ved et systemhegn

En af de store fordele ved et systemhegn er, at det er nemt at sætte op. Modulerne og den fræsede profil gør, at du relativt simpelt kan sætte det op. Du kan senere læse en guide til, hvordan du kan opsætte et systemhegn. En anden fordel ved et systemhegn er fleksibiliteten. Du har mulighed for selv at bestemme, hvordan hegnet skal se ud. Det kan du, fordi du kan tilføje de moduler, som du bedst kan lide. Derfor har du en stor valgfrihed og kreative muligheder med et systemhegn, som du ikke finder ved andre hegnstyper.

Selvom et systemhegn har mange fordele, så er der naturligvis også andre typer af hegn, som du kan vælge imellem. Bl.a. findes der også hegnstyper som lamelhegn, pileflethegn og raftehegn. Hvilket hegn du foretrækker, er i det store hele et spørgsmål om smag og behag. Derfor bør du vælge det hegn, som du synes passer bedst ind i din have. Hvis du gerne vil vide mere om fordelene og ulemperne ved de forskellige typer af hegn, kan du læse mere om dem i vores guide til valg af hegn. Så kan du finde ud af, hvilket hegn du foretrækker.

Hvilket hegn skal du vælge?

Som det allerede er nævnt, findes der mange forskellige former for stilarter og materialer i systemhegn. Bl.a. kan du få systemhegn i komposit, træ, espalier og flere andre typer. Du kan også kombinere de forskellige typer af profiler, så du selv kan være kreativ i at lave et unikt hegn. Dog skal du være opmærksom på, om de forskellige profiler passer ind i det samlede sæt. I øvrigt kommer de fleste hegn fra den danske producent, Frøslev Træ, og kaldes for FT systemhegn. De er en garant for et danskproduceret hegn i høj kvalitet. Når du skal vælge det rette systemhegn, skal du tage udgangspunkt i disse overvejelser:

  • Profil: Det mest karakteristiske ved hegn er profiler (selve brædderne). Derfor er det vigtigt, at du nøje overvejer, hvilke profiler du skal vælge. De skal passe ind i omgivelserne. F.eks. kan der være stor forskel på, om du skal have et hegn til et moderne hus, et ældre bindingsværkshus eller et bjælkesommerhus.
  • Materiale og farve: Materialet og farve skal også passe til huset og havens stil. Derudover skal du også overveje, hvor meget vedligeholdelse og pleje materialet kræver.
  • Topprofil: Typisk kan du vælge mellem to typer af topprofiler – en rund og en skrå. Mens den runde giver en mere blødafslutning, så giver den skrå et mere kantet udseende.
  • Stolpe: Du kan vælge mellem firkantede og runde stolper i forskellige typer af materialer.
  • Evt. havelåge: Du kan tilvælge at få en havelåge til hegnet. Det er især rart, hvis du gerne vil skabe en ekstra udgang fra haven.

Sådan opsætter du et systemhegn

Et systemhegn er forholdsvist nemt at opsætte. Er du helt grøn ud i gør-det-selv-projekter, kan det godt være, at du har brug for lidt assistance. Du skal især være opmærksom på at placere stolperne korrekt, da disse skal danne hele udgangspunktet for hegnets stabilitet. For at få et så stærkt hegn som muligt kan du vælge at nedstøbe stolperne. Det er dog ikke absolut nødvendigt. Desuden er det en god idé at give hegnet træbeskyttelse, hvis det er lavet af ubehandlet træ. Du kan læse mere om behandling af træhegn i vores guide om behandling af plankeværk og stolper. Ellers er trin-for-trin-guiden til opsætning af et systemhegn denne (hvis der er en guide til det konkrete systemhegn, skal du altid følge denne):

  1. Nedgrav 1. stolpe: Find ud af, hvor første stolpe skal være. Grav den 90 cm ned i jorden med et pælebor. Støb evt. rundt om stolpen. Hvis du ikke støber, skal du stampe godt rundt om stolpen. Husk at holde øje med, om stolpen står i lod med et vaterpas (nedgrav kun stolper, der kan holde til det).
  2. Placer en pind med snor fra stolpen: Placer en pind i jorden med en snor i lige linje for at sørge for, at stolperne står i lige række.
  3. Nedgrav 2. stolpe: Grav den næste stolpe ned på samme måde som den første. Brug en hegnsprofil til at finde den rette afstand. Sæt stolpen lidt ned i jorden for at se, hvor du skal bore hullet til stolpen. Skru de 2 stolper sammen midlertidigt i både toppen og bunden med 2 hegnsprofiler.
  4. Gentag processen: Gentag processen med at nedgrave stolperne på samme måde, som du gjorde ved første og anden stolpe.
  5. Begynd at montere profilerne: Profilerne skal nu monteres. Du starter med at skrue den nederste profil fast. Den skal være minimum 4 cm over jordniveau. Skru den fast med en udendørsskrue. Monter de andre nederste profiler på stolperne, så de er i vinkel med hinanden.
  6. Monter halvdelen af profilerne: Skru nu halvdelen af profilerne mellem stolperne. Nederste og øverste profil skal have 2 skruer i hver ende, mens dem i midten kun skal have 1 skrue i hver ende. Ved tørre profiler skal de have et par millimeter luft for at kunne udvide sig.
  7. Monter de resterende profiler: Når du har monteret den første halvdel af profilerne, kan du løsne den øverste profil. Herefter kan du skrue de sidste fast til den ønskede hegnshøjde. Husk at bruge vaterpas.
  8. Afkort stolper: Når alle profilerne er monteret, skal stolperne afkortes i den rigtige højde. Stolpen skal forkortes 1,5 cm under den øverste profil. Herefter lægger du de sidste profiler i og skruer dem fast.
  9. Monter topprofilen: Afslut med at montere topprofilen. Den bør være 1-2 cm over enderne. Der skal være 2 skruer i hver stolpe. Bor for for at undgå, at profilen knækker.